Drone bomber majs med snyltehvepse

Droner og biologisk bekæmpelse kan blive et effektivt våben til at sikre gode udbytter i landbrugsafgrøderne i fremtiden. Blandt andet i majs, hvor de kan bekæmpe majshalvmøl.

Forestil dig en drone, der på blot tre-fire minutter overflyver én hektar af din majsmark. Med i lasten har den nogle små kugler, som den kaster ud over majsen, så de lander på jorden. I hver enkelt af de små kugler er der tusinde æg fra snyltehvepse. Efter kort tid på jorden i bunden af majsafgrøden klækker de tusinde æg og udvikler sig til snyltehvepse, som kan uskadeliggøre majshalvmøl i majsen.

Umiddelbart lyder det som et fjernt fremtidsscenarie, men i Tyskland og Schweiz arbejder man på at udvikle droner som en ny og alternativ løsning til at sprede nyttedyr over majsmarkerne.

Eksemplet er ikke det eneste. I Danmark bliver der i 2016 også lavet forsøg, hvor droner skal sprede mariehøns, rovtæger og rovmider med droner, for at nyttedyrene kan bekæmpe bladlus. Metoden er dog dyr. Derfor bliver forsøgene udført i økologiske grøntsager, juletræer og andre højværdiafgrøder.

Nyt våben mod resistens

Biologisk bekæmpelse af skadegørere har i mange år været brugt i væksthuse og i højværdiafgrøder.

Flere af de store spillere i planteværnsindustrien bruger mange penge på at udvikle biologiske midler. Det åbner nye perspektiver - også i forhold til at håndtere de stigende problemer med, at skadegørerne udvikler resistens over for planteværnsmidlerne.

Faktaboks

Udfordringer - nyttedyr

  • Brug af nyttedyr til biologisk bekæmpelse er dyr og tidkrævende.
  • Droner kan reducere omkostningerne til udbringning af nyttedyr.
  • Planteværnsindustrien er begyndt at bruge mange penge på udvikling af biologisk bekæmpelse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.