Jakob Nielsen frygter, at rotter vil overføre salmonella til hans kvæg- og svinebesætning.
Der er rent og ryddeligt ved Jakob Nielsen og broderens to ejendomme ved Rødekro. Ikke kun fordi, det er sådan de ønsker, at bedrifterne skal præsentere sig, men også fordi det mindsker risikoen for angreb af skadedyr.
Alligevel er den sønderjyske mælke- og svineproducent bekymret. De nye regler for bekæmpelse af rotter kan gøre det svært at udføre en tilstrækkeligt effektiv bekæmpelse, og et angreb af rotter kan give tab på flere fronter.
De direkte tab har de to brødre allerede fået en forsmag på. Sultne rotter var nemlig skyld i beskadigelse af ledningsnettet i malkerobotten for år tilbage, og brødrene har oplevet det samme på bedriftens mejetærsker. Det kostede 25.000 kroner at udbedre skaderne.
Salmonella kan tvinge os i knæ
Men det er de afledte tab, som bekymrer Jakob Nielsen mest.
»Vi har ikke salmonella i vores besætning, men jeg ved, at det findes i nærområdet. Og salmonella er en af de mange sygdomme, som rotter overfører. Da rotter kan flytte sig flere kilometer, kan salmonellabakterier let flyttes hertil. De nye regler for bekæmpelse har blot forstærket min bekymring for, at det kan ske,« siger Jakob Nielsen.
Rammes kvægbesætningen af salmonella, vil det få stor konsekvens for produktionen og fratage Jakob Nielsen muligheden for at sælge dyr til levebrug.
»Jeg kan ikke sætte et beløb på, men det vil tvinge os i knæ, hvis det sker,« mener han og undrer sig over, at reglerne for bekæmpelse ændres nu, hvor landbruget står over for den sidste indsats for at gøre dansk kvægbrug fri af salmonella.
»Vi sætter vores fødevaresikkerhed på spil. Har vi virkelig råd til det?« spørger den sønderjyske landmand.
Egen indsats skal skærpes
Jakob Nielsen har i flere år haft en fast aftale med en lokal skadedyrsbekæmper. Den kommunale indsats var ikke tilstrækkelig, fortæller han.
Han har hidtil betalt 8.500 kroner årligt for, at skadedyrsbekæmperen udlagde rottegift forebyggende fire gange årligt.
»De nye regler betyder, at vi skal skærpe indsatsen yderligere med monitoreringsblokke, som afslører, hvis der er rotter på ejendommen. Men jeg er afhængig af, at mine kolleger tager opgaven lige så seriøst. Vi har et fælles ansvar for at bekæmpe rotter - uanset om der må udlægges gift forebyggende eller ej,« påpeger Jakob Nielsen.
Faktaboks
Bekæmpelsesstrategi
- Holde rent og ryddeligt
- Ikke lade spildfoder ligge
- Fire årlige besøg af rottebekæmper - pris 8.500 kroner
- Udlægning af monitoreringsblokke