Brev fra Ho Bugt. Afsender: Torben Worsøe
»HVAD vil du have?«
Min kloge kone ser mistroiske på mig, da jeg før jul bekendtgør, at jeg ønsker mig en robot-støvsuger.
»Ha, sådan en har jeg allerede,« svarer hun rapt. Jeg griner slet ikke af hendes vittighed - måske fordi den er for tæt på sandheden til at være rigtig sjov.
Men jeg skriver robotstøvsugeren på ønskesedlen og er passende overrasket, da jeg juleaften kan pakke et gavekort ud med beskeden:
»Til verdens beste far - kommer til et snavset gulv nær dig 16. januar.«
Det er vores kønne datter, der på gavekortet gentager de stavefejl, som hun havde lavet på et skilt, hun forærede mig for 20 år siden, og som stadig hænger ude i værkstedet.
Severin har fabrikanten døbt den lille hjælper - et navn jeg beslutter mig for at holde ved, fordi det står oven på maskinen, og jeg derfor har en chance for at huske det.
Han bliver sat i arbejde, lige så snart der er en smule strøm på batteriet, og jeg har besluttet mig for ikke at opgradere til en, der er tre gange så dyr. Og så sætter jeg mig ellers til at studere den lille robots sindrige system til at gøre stuen ren. Først ligeud til den støder på noget, så tilbage i en vinkel fra væggen og lidt senere i store cirkler på gulvet.
Først da han kommer op at slås med nogle ledninger, holder han en lille velfortjent pause.
Jeg redder ham, starter ham igen og sætter mig atter til at overvåge hans arbejde.
»Ha, sådan havde jeg det også i starten,« skriver svigersønnen hjem fra sin solrige ferie. De har nemlig en næsten magen til - bare billigere.
»Det er nok sådan, mænd har det,« mener min kloge kone, da hun påpeger, hvor meget jeg kunne have nået at støvsuge på den tid, jeg har overvåget Severins arbejde.
»Men er du slet ikke klar over, hvor belastende det kan være for ryggen at støvsuge,« forsvarer jeg mig, mens den flittige maskine arbejder videre.
Den ultimative test kommer den på i soveværelset, hvor den kan komme ind under den dobbeltseng, jeg normalt er for doven til at støvsuge under.
Den kæmper sig gennem nullermændene og kommer ud med en rød lysende lampe, der indikerer, at den er fyldt. Eftersom jeg har overvåget hans arbejde - kontrol er bedre end tillid - er jeg straks klar til at hjælpe ham.
Da jeg til sidst bliver træt af at overvåge ham, lukker jeg ham ud i køkkenet, hvorfra det lyder, som om han prøver at slippe fri, hver gang han bumper mod døren.
Men fremover skal han være min private slave. Her er ingen kære mor.
