Studerende får en tur i klovboksen
Samarbejde med klovspecialist Nynne Capion gør klovbeskæring til fast del af andet hovedforløb for studerende på Bygholm Landbrugsskole med kvægbrug som speciale.

Det er lidt af et scoop, når Bygholm Landbrugsskole ved Horsens nu kan tilbyde alle studerende med kvæg som speciale et kursusforløb med klovbeskæring på andet hovedforløb og produktionsleder-modulet.

Underviser er nemlig en af Danmarks mest anerkendte klovspecialister, Nynne Capion, dyrlæge og lektor ved Københavns Universitet.

Nynne Capion lejer lokaler og faciliteter på Bygholm Landbrugsskole, hvor hun holder kurser for etablerede og nye klovbeskærere samt en række kortere kurser for besætningsejere og deres ansatte.

Praktisk orienteret

Baggrunden for kurset til de studerende er, at de fleste bedrifter i dag har anskaffet sig en klovbeskæringsboks for at tage klovproblemer i opløbet.

Men den mindste del af den proces er at anskaffe sig boksen.

Personen, der står med værktøjet, skal have styr på det, og det giver dette kursus, som nu integreres i kvægbrugsspecialet i landbrugsuddannelsen på Bygholm Landbrugsskole, et godt grundlag for.

De studerende bliver klædt på til at kunne lægge en forbinding eller sætte en sko på en halt ko. Altså hvad man kunne kalde førstehjælp og opfølgning.

Til de praktiske øvelser har hun klovbeskærer André Sørensen til at hjælpe sig.

Den praktiske del af kurset prioriteres højt, da det er vigtigt at have det rigtige håndelag til at håndtere værktøjet.

Noget ekstra på CV’et

Kurset foregår i øvelseslokaler i værkstedet med rigtige ’koben’ fra slagteriet. De afskårne ben repræsenterer mange eksempler på klovproblemer, som kan bruges konstruktivt i undervisningen.

I det tilstødende teorilokale holder Nynne Capion et par oplæg i forbindelse med den teoretiske del af kurset.

»Vi mener, det er en fordel for både vores studerende og deres kommende arbejdsgivere, at vi kan tilbyde dette undervisningsforløb. De studerende får en ekstra kvalifikation at skrive på deres CV i forhold til at søge arbejde, og ejerne får en medarbejder med nogle ekstra, meget brugbare kvalifikationer i den praktiske hverdag på kvægbedrifterne,« siger Jens Thaysen, underviser i kvægproduktion på Bygholm Landbrugsskole, om det nye tilbud.

Faktaboks

Nynne Capion

  • Nynne Capion er dyrlæge og lektor ved Københavns Universitets Sektion for Medicin og Kirurgi i Taastrup
  • Hun er anerkendt for såvel sin forskning som sin meget praktisk orienterede undervisning

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.