17 års kamp for mere kvælstof

Landbruget har kæmpet mod undergødskning siden 1999.

»Nu kan der endelig gødskes mere!«

Med disse ord kunne Landbrug & Fødevarer drage et lettelsens suk, da Landbrugspakken efter dramatiske politiske opgør blev stemt igennem på Christiansborg i sidste uge.

»Der er langt om længe kommet et helt konkret resultat ud af mange års hårdt arbejde imod generel regulering,« siger Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer.

Han peger på, at landboforeningerne, Dansk Landbrug og Landbrug & Fødevarer i 17 år har kæmpet for at få lov at gødske optimalt. Det var nemlig i 1999, at politikerne første gang satte gødningsnormerne ned under, hvad der er optimalt. Siden kom ophævelsen af brakkravet i 2008, der sammen med Grøn Vækst-pakken fra 2009 betød yderligere generelle krav til landbruget.

I forbindelse med Grøn Vækst blev konsekvenserne af de reducerede normer endda yderligere forstærket, idet kvælstofsækken blev snøret helt i, så udtagning af landbrugsarealer ikke som hidtil førte til overførsel af kvoten til de resterende arealer.

Faglig og politisk sejr

Landbrug & Fødevarer satte for alvor omlægning af N-reguleringen på dagsordenen i 2010, og i 2012 udarbejdede Planteproduktion et udkast til fremadrettet målrettet regulering baseret på udledninger frem for input.

I løbet af 2012 blev principperne drøftet, og tidligt i 2013 blev L&F enige om et sæt principper for målrettet regulering, der blev spillet ind til Natur- og Landbrugskommissionen.

»Kommissionen tog en meget stor del af vores forslag med i deres anbefalinger i april 2013, og siden har alle parter været enige om, at målrettet regulering er det rigtige,« siger Lars Hvidtfeldt.

I 2014 kom det første væsentlige skridt hen imod et opgør med normreduktionen, da de blå partier i fællesskab stillede et beslutningsforslag om bl.a. fjernelse af normsænkningen (16-punktsplanen).

Den udviklede sig siden til en del af regeringsgrundlaget og den efterfølgende Fødevare- og landbrugspakke, der blev vedtaget 22. december sidste år.

»Det er en kæmpe cadeau til alle, der har arbejdet med det - både i det politiske og i det faglige system. For vi var aldrig nået hertil, hvis vi ikke havde haft styr på de faglige og økonomiske argumenter, og hvis vi ikke havde fået politikerne med på ideen om målrettet regulering,« siger han.

Varige virkemidler

Selv om politikerne på Christiansborg har givet landbruget den måske mest betydningsfulde pakke for erhvervet nogensinde, kan Landbrug & Fødevarer ikke hvile på laurbærrene.

»Vi får rigtig travlt med det politiske arbejde nu,« bedyrer viceformand Lars Hvidtfeldt.

Han peger blandt andet på, at der nu skal sættes kød og blod på den målrettede regulering efter 2019.

»Vi skal se på, hvor vi kan sætte ind med virkemidler, så vi bruger virkemiddelmilliarden rigtigt, så vi kan gøde optimalt både på den korte og den lange bane,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle