Køer fik en tur i ’beautyboksen’

Agro Nord skabte ægte dyrskuestemning på en våd og kold vinterdag i skyggen af lave produktpriser.

At der er lavvande i ’mælkekassen’ betød nok, at der måske var større interesse for gode tilbud på energitilskud til nykælvere end for nye frontlæssertraktorer.

Men Messecenter Himmerland var godt og vel fyldt op tirsdag til Agro Nord med i alt 105 leverandører til erhvervet og et mylder af primært mælkeproducenter. Den åbne udstilling af elitekøer gav besøg og mønstring af topgenetik så langt væk fra som Falster og dermed hård kamp om topplaceringerne blandt de 141 katalognumre.

Da LandbrugsAvisen kiggede forbi som en af dagens knap 6.000 besøgende, var Ann Witte fra Dueholm i gang med den sidste finish på en fjerdekalvsko til bedømmelsen af DH-elitekøer med tre eller flere kælvninger. Klargøringen af katalognummer 93 skete i en særlig boks, kaldet ’beautyboksen’, for at give bedre hold på koen og ro til klargøringen.

»Hvis hun placerer sig i midten af gruppen, så er det fint. Hun er ikke så stor i kroppen, hendes patter er til den lange side, og hun er lidt for dyb i yveret,« lød Ann Wittes egen vurdering.

Den var dommerne enige i. Men koen, der p.t. står med en dagsydelse på 54,1 kg EKM og 12.793 kg EKM i seneste 305-dages-opgørelse, fik også bedømmelsen »en rigtig dejlig ko at have i sin besætning«. Og det er jo, hvad det handler om: Mælkeproduktion.

Starthjælp efter kælvning

At få køer som katalognummer 93 godt i gang med laktationen er i fokus hos handels- og rådgivningsfirmaet Allboutcows (AAC) med produktet AAC Cow Drink som en nyhed på Agro Nord. AAC Cow Drink er i al sin enkelhed et velsmagende energitilskud, der tilsættes vand og gives til koen umiddelbart efter kælvning, hvor den oftest er dehydreret og på alle måder i underskud med risiko for bl.a. tilbageholdt efterbyrd og mælkefeber.

»Det handler om at få koen til at drikke så meget som muligt lige efter kælvning ved at tilsætte både noget energi og gøre det lidt mere appetitligt. Vi ser, at halvdelen af køerne drikker 40 liter eller mere med brug af vores tilskud,« forklarer Mads Holm Danielsen, indehaver af AAC.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.