Gårdhundens privilegier går tusinder af år tilbage

Allerede i stenalderen fik hunde fornemme begravelser, og de levede af den samme kost, som deres ejere.

Trofast, Vaps, Mopse og Kvik. Mennesket kæreste ven har mange navne og nyder uden tvivl en lang række privilegier, som ikke er andre husdyr til del. Og sådan har det tilsyneladende bare altid været. Det afslører en 8.000 år gammel gravplads i Sibirien. Her har forskere fundet skeletter af både hunde og mennesker, der er begravet for mellem 5.000-8.000 år siden, skriver historienet.dk.

Gravene er et af de tidligste beviser på, at mennesker allerede i forhistorisk tid gjorde hunde til husdyr. Endnu vigtigere er det nye fund et bevis på, at »hundene blev behandlet præcis ligesom mennesker – også når de var døde«. Det fortæller arkæolog Robert Losey, der har udgravet hundeskeletterne.

Hundene fik dekorative begravelser

Under udgravningen bed arkæologerne mærke i, at hundene er lagt i graven med stor forsigtighed. Nogle af hundene er begravet med dekorative halsbånd, mens andre er lagt til hvile sammen med flotte genstande såsom skeer.

I én af gravene har arkæologer endda fundet resterne af en mand, der er begravet mellem sine to hunde – én på hver side.

Ifølge Dr. Losey skyldes den prangende begravelse ejernes overbevisning om, at hundene også havde sjæl og et liv efter døden.

Menneskekost var hundemad

Men hundene blev ikke kun behandlet som mennesker, når de var døde. For gravstedet viser også, at hundene fik lov til at spise det samme, som menneskene havde jagtet eller fanget.

Det har forskere fundet frem til ved at foretage kemiske analyser af hundenes knogler.

Analyserne afslørede nemlig, at de firbenede venner bl.a. levede af kød og fisk, som deres forhistoriske ejere også selv levede af.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.