Stor kødkoncern laver blodrødt regnskab - taler stadig med bank

Kurt Skare kom ud af året med underskud på 40 mio. kr.

Selv om det er næsten et halvt år siden, at Skare-Gruppens regnskabsår sluttede 30. september, så forhandler ejere Kurt Skare og Gitte Skare stadig med banken om lånebetingelserne.

Den store kødkoncern fra Vejen omsatte for 1,2 mia. kroner men endte året med et underskud på 38,6 mio. kroner. Et hårdt stød mod koncernen, der blev ramt af færre kreaturer til slagtning efter kvotestoppet samt Ruslands-krisens pres.

»Råvarepriserne steg, men færdigvarepriserne var under pres i Europa. Det er svært at tjene penge, hvis råvarerne er lige så dyre, som færdigvarerne er,« konstaterer Kurt Skare.

Aftalen med banken er ikke på plads, selv om Skare Gruppen trak indsendelsen af regnskabet længere, end myndighederne tillader. Regnskabet skulle være indsendt 1. marts - men landede først i myndighedernes postkasse 16 dage senere.

Flere af koncernens selskaber har tabt egenkapitalen. Men i Kurt Skare Holding, der tegner størstedelen af den samlede koncern, så udgør bankgælden »kun« 53 mio. kr. af selskabet, der især finansierer sig med interne lån og har en egenkapital på 155 mio. kr. ud af balancen på 498 mio. kr. Alligevel påpeger revisorerne, at den fortsatte drift er afhængig af finansiering fra banken og af, at drift- og likviditeten forbedres.

Kurt Skare er dog ikke bekymret for sit livsværk.

»Vi har tjent 700 mio. på at handle med kød i virksomhedens historie. Dem har vi ikke spist og drukket op. De er placeret i vores virksomhedsgruppe og bruges til at finansiere vores varelager og andre ting. Vi har kun en beskeden fremmedkapital i vores virksomhed.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle