Efter Aldi i dag, onsdag, har sænket prisen på mælk med 50 øre til 3,95 kr. pr. liter, så melder to andre detailgiganter, at de melder hus forbi. De fastholder det aktuelle prisniveau.
"Dels synes vi, at det er grundlæggende forkert, at et kvalitetsprodukt som frisk dansk mælk skal sælges så billigt, at det koster det halve af en flaske vand, dels mener, vi ikke at det er tyske discountkæder, der skal sætte prisniveauet for dansk mælk ved at sælge billigt udenlandsk mælk i Danmark," lyder det fra pressechef Jens Juul Nielsen, Coop, i en skriftlig kommentar til Landbrugsavisen.dk.
Dansk Supermarked lægger vægt på, at der ikke er tale om sammenlignelige varer, idet Aldis prissænkning omfatter udenlandsk mælk.
"Vi sælger i Netto, føtex og Bilka udelukkende dansk mælk, fordi det er det, vores kunder efterspørger. Vil man have tysk mælk, kan man købe den i Aldi, men vi holder fast i dansk mælk fra dansk malkekvæg," siger pressechef Mads Hvitved Grand, Dansk Supermarked, i en skriftlig kommentar.
Aldi oplyser til Landbrugsavisen.dk, at de køber hovedparten af deres mælk fra et tysk mejeri, som får mælken fra danske og tyske mælkebønder.
Aldi siger, at de sænker prisen over for kunden, når prisen falder i engrosledet.
"Hvis vi fastholder prisen på mælk, holder vi priserne kunstigt oppe. Derfor falder mælkepriserne fra i dag i vores butikker," forklarer Thomas Bang, der er vicedirektør i Aldi's indkøbsafdeling, i en pressemeddelelse.
Tilføjet 11. maj kl. 16.40: Aldi fortæller, deres mælk kommer fra et tysk mejeri med både tyske og danske leverancer.
Relaterede artikler
Kommentarer