Nordic Sugar indkasserer første underskud nogensinde

Der er røde tal på bundlinjen hos sukkerkoncernen Nordic Sugar - det ser dog bedre ud end forventet, siger administrerende direktør.

2019 blev et hårdt år for den danske sukkerkoncern Nordic Sugar A/S, der kom ud med sit første underskud nogensinde. De endte 2019 med et minus på 21 millioner kroner.

Det viser deres nyligt fremlagte regnskab. 

"Det skyldes primært, at sukkermarkedet i EU har haft et svært år, hvor vi godt var klar over fra årets start, at koncernen ville komme ud med et tab", siger Jesper Rokkjær Thomassen, administrerende direktør i Nordic Sugar a/s.

Lavere omsætning

Sukkermarkedet har generelt haft det svært de senere år. Priserne fik et ordentligt dyk tilbage i 2017, da EU's sukkerpriser ophørte.

De følgende år skiftede en del sukkerdyrkere sukkerroerne ud med andre afgrøder, fordi afkastet på roerne var for lavt. Derudover har roerne også været ramt af for meget vand det ene år og tørke det næste, hvilket naturligvis gav et dårligere udbytte.

Nordic Sugar a/s har på den baggrund haft en nedadgående omsætning i de år. I 2019 lå omsætningen på 2.024 millioner kroner, hvilket er 58 millioner kroner lavere end året før.

"Hvis man kigger på vores operationelle resultater, er vi dog kommet ud med et positivt resultat, og det er vi egentlig godt tilfredse med. Når vi så tæller datterselskaberne med, så kommer vi ud med et minus, som primært skyldes EUs sukkermarked", siger Jesper Rokkjær Thomassen.

Fremtiden ser bedre ud

Selvom koncernens tal er røde, kom de egentlig fint ud af 2019, siger den administrerende direktør. Faktisk var resultatet en smule bedre end forventet, så de kan ikke klage.

Det hele ser dog ud til at blive meget bedre allerede i år, og det skyldes primært, at sukkerpriserne rettede sig op i efteråret 2019, siger direktøren.

"Vi satser på, at vi får et positivt resultat i år - også på koncernniveau. Godt nok er priserne på verdensmarkedet faldet lidt igen efter corona-krisen, men vi forventer stadig et positivt resultat", siger Jesper Rokkjær Thomassen.

Koncernen har allerede indgået mange kontrakter med dyrkerne, hvilket tegner sig godt. Håbet er nu, at også corona-situationen fordufter, så priserne ikke dykker endnu en gang.

Nordic Sugar a/s samlede aktiver er i 2019-regnskabet 44 millioner kroner lavere end sidste regnskabsår, hvor det lå på 2,7 milliarder. Det skyldes blandt andet nedskrivning af investeringer i datterselskaberme og lavere varebeholdninger på grund af højere salg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle