Nordjylland får kæmpe naturprojekt til 100 mio. kr.

Hammer Bakker ved Aalborg vil i de kommende år gennemgå en omfattende naturgenopretning. Et stort projekt vil skabe 1.000 ha natur med et samlet budget på ca. 100 millioner kroner

Formålet med det store naturprojekt er at opkøbe og samle flere ejendomme og omdanne de nuværende mørke nåletræsplantager til en sammenhængende mosaik af lyse løvskove og tidligere tiders heder, overdrev og græsningslandskaber.

Projektet skal forbedre levesteder for sjældne dyr og planter i den danske natur, og samtidig skabe storslåede naturoplevelser for besøgende.

Det skriver Den Danske Naturfond i en meddelelse.

Plads til storslået, dansk natur

Projektet har opstart den 1. juli, og i løbet af de næste par år vil de første 715 ha natur blive udviklet.
Det er målet, at de sidste ca. 300 ha kan følge herefter.

”Hammer Bakker var en ø i Stenalderhavet, hvor naturen i dag er presset tilbage af moderne skovdrift og tilplantning af de gamle græsningslandskaber. Med dette enestående naturgenopretningsprojekt skal der igen skabes plads til stor, dansk natur", siger formanden for Den Danske Naturfond Lauritz B. Holm-Nielsen.

Hammer Bakker kan blive et værdifuldt naturområde, ligesom det også kan blive godt til at formidle den nordjyske natur- og kulturhistorie.

”Hammer Bakker er allerede i dag et populært udflugtsmål for friluftsmennesker, motionister og beboere i de nærliggende byer. Men faciliteterne for de besøgende og formidling af naturen, landskabet og kulturhistorien kan gøres meget bedre”, siger borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen.

Hammer Bakker skal åbnes mere op for offentlig adgang, og der skal investeres i langt bedre faciliteter for besøgende.

Stærkt offentlig-privat samarbejde

Det store projekt i Hammer Bakker er en realitet, fordi mange parter har været enige om at samarbejde, både private fonde, myndigheder og en grøn forening.

Regeringen og Dansk Folkeparti har støttet projektet med ca. 12 mio. kr.

”Jeg elsker natur, og jeg er glad for, at en af mine første gerninger som minister er at kunne støtte et fantastisk projekt som Hammer Bakker. Danmark har brug for steder, hvor naturen kan udfolde sig. Det bliver der alle muligheder for i de spektakulære Hammer Bakker, hvor jeg selv er kommet i min barndom. Jeg glæder mig over, at der også er private fonde og foreninger, der gør deres for at støtte naturen", siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Han bakkes op af den konservative miljøordfører Mette Abildgaard.

”Projektet i Hammer Bakker skal bidrage til at sikre bedre vilkår for de danske overdrev, hvilket forventes at blive ét af de naturmål, som regeringen er ved at udforme”, siger hun.

I 2013 var det 100 år siden Dansk Botanisk Forening modtog sin ejendom i Hammer Bakker som gave, og i den anledning fik foreningen lavet en 100 års-plan for naturforvaltningen. Siden har foreningen konverteret nåletræsplantage til græsland, lader løvskovene være urørte og på sigt vil den også sørge for en vildere og naturligere græsning.

Som en del af den samlede aftale om naturgenopretningsprojektet, er der indgået aftale om overdragelse af ca. 450 ha skov fra Det Danske Hedeselskab til Den Danske Naturfond.

Bag projektet står Den Danske Naturfond, A. P. Møller Fonden, Aalborg Kommune, Miljø- og Fødevareministeriet og Dansk Botanisk Forening.

Relaterede

15. feb 00:00

’Boykot alle nationalparkerne’

»Landmænd må som udgangspunkt forventes at have begrænset forstand på at forvalte natur - dette betragter jeg som et faktum«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle