Nordjyske øko-grise har græs under trynerne fra fødsel til flæskesteg

Hans Henrik Thomsens økologiske slagtesvin i mobile hytter har græs og jord under klovene hele livet. Men det ved forbrugerne ikke.

De 150 solide økologiske slagtegrise ved præcis, hvad der skal ske, da Hans Henrik Thomsen starter den røde Massey Ferguson.

De har daset i solskinnet, men ryger straks på benene. Grise, der har slumret i hytten inden døre, kommer søvndrukne ilende ned ad rampen med sengehalm på ryggen.

De følger med, da Hans Henrik Thomsen sætter traktoren i gear og i slowmotion trækker letvægtshytten og folden på larvefødder nogle meter fremad. Efter et øjeblik befinder halvdelen af folden sig på sig på et stykke frisk grønt græs, og grisene betænker sig ikke et sekund, men borer straks trynerne i jorden.

Jagten er gået ind på regnorme, græs, rødder og insekter. Snart ligner græsset en nypløjet mark.

"På 20 minutter har de endevendt det hele", siger Hans Henrik Thomsen.

Fem års mobile stalde

Til sommer er det fem år siden, Hans Henrik Thomsen, Hallund ved Brønderslev, tegnede og fik bygget sin første mobile letvægtsstald til 150 økologiske slagtesvin.

Da havde den uddannede landmand og landbrugsarkitekt i mange år arbejdet ved en computer med at tegne store stalde for bl.a. Gråkjær.

Under finanskrisen forsvandt jobbet, og Hans Henrik Thomsen besluttede at gøre sit hobbylandbrug på 100 hektar til et fuldtidsjob med planteavl og økologiske slagtegrise.

Hans kreative hjerne øjnede efter svensk inspiration en mulighed for at finde en løsning på det økologiske dilemma: At de økologiske ’frilandgrise’ kun er på friland en del af deres liv, fordi slagtesvin på friland - i en fast fold - udleder for meget kvælstof med deres gødning.

I 2016 var han klar med sin første mobile letvægtsstald på larvefødder med plads til 150 økologiske slagtesvin. I hhv. 2016 og 2017 udvidede han med yderligere to leasede mobile hytter med tilhørende folde, hver med 150 grise. ’Purple Farm’ producerer i dag 1.300 økologiske frilandsgrise på årsbasis til Friland.

Glade grise, som har jord og græs under trynerne hele livet uden at påvirke miljøet negativt, fordi folde og grise flyttes to gange om dagen.

’En god fortælling’

Hans Henrik Holms innovative udviklingsprojekt har fra første færd tiltrukket sig stor og velvillig opmærksomhed i branchen.

Han har været ’Årets Øko-håndværker’ i Økologisk Landsforening i disciplinen ’ekstra dyrevelfærd’, og hans mobile system har været genstand for et fireårigt fagligt projekt betalt af Svineafgiftsfonden og udarbejdet af Økologisk Landsforening, ØkologiRådgivning Danmark, Friland, m.fl.

I den afsluttende rapport fremgår det, at Hans Henrik Thomsens mobile system har vist, at "det er muligt at producere grise i mobile enheder med gode muligheder for naturlig adfærd, høj daglig tilvækst, lavt foderforbrug og god dyrevelfærd".

Samtidig spås systemet en lovende fremtid: "...der er næppe nogen tvivl om, at i en tid, hvor storytelling er et vigtigt salgsparameter, har slagtegrise i mobile systemer på friland en god chance for at levere det, en del af forbrugerne tror, de får i forvejen".

Ingen markedsføring

Trods de mange pæne ord og tilkendegivelser har Purple Farm endnu ikke fået et gennembrud hos forbrugerne, og kun to andre landmænd har taget hans koncept op.

Hans Henrik Thomsen lægger heller ikke skjul på, at de fem år, han har brugt på at udvikle sit mobile staldsystem, har været slidsomme. Han har oplevet priser, som gik fra den ene yderlighed til den anden, han har betalt dyre lærepenge for manglende erfaring med projektstyring, tal og budgetter, og han har måttet tackle en strøm af tekniske og praktiske udfordringer, såsom strømforsyning, udsorteringsvægt o.a.

Alt er håndteret. Tilbage står en voksende frustration over, at forbrugerne ikke kender hans produkt: Grisene fra Purple Farm afregnes og afsættes af Friland på linje med alt andet økologisk svinekød. Det første års velkomst-tillæg på to kroner over noteringen er forlængst faldet væk, og hans produkt får ingen særskilt markedsføring.

"Jeg er stolt over det, jeg laver, men forbrugerne kender det ikke. Det gør da ondt", siger Hans Henrik Thomsen.

Han overvejer konstant, hvordan han kan udvikle en platform for at markedsføre og afsætte sit produkt.

"Det med at leve i skyggen, det gider vi ikke længere. Det her kød fortjener noget mere".

Faktaboks

Blåstemplet

  • En rapport om GUDP-projektet ’Intensiv mobil svineproduktion integreret i markdriften’ vurderer, at Hans Henrik Thomsens koncept giver høj dyrevelfærd, acceptabel miljøpåvirkning og produktionsresultater, som måler sig med indendørs økologisk slagtesvineproduktion.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle