Nordtec Optomatic giver overblik og kontrol med korn og data

Virksomheden vil give landmænd en nemmere hverdag og bedre overblik over flere ejendomme under samme bedrift.

Virksomheden har eksisteret i 15 år, og det er med den ballast, at NTO nærmer sig agroindustriens marked. Deres store erfaring med automation og dataindsamling til industrien skal nu også gavne landmænd.

Kombineret med styresystemer til korntørring vil NTO lancere det nye produkt NTOlink, et system, der skal gøre overvågning og kontrol på bedriften nemmere.

"I første omgang bliver NTOlink et produkt, der kan bruges sammen med vores systemer til korntransport og korntørring. Man får overblik over bl.a. energiforbrug for lagring og tørring", fortæller NTOlinks udvikler, Kurt Nordholt.

"Vi leverer en samlet løsning, hvor landmanden får automatisk styring i sine kornlagre, samtidig med at han får samlet alle data fra systemet. Vi har styr på både hardware og software, og vi vil udvikle flere områder, hvor NTOlink kan bruges, som f.eks. foderstyring", lyder det fra manden bag produktet.

"Landmanden kan udskrive rapporter og få alarmer fra NTOlink, når kornbeholdning, fugtighed eller brændstof overskrider en grænseværdi, og så derudfra reagere i god tid. En stor bedrift med flere ejendomme kan på den måde have konstant kontrol og overblik over samtlige anlæg fra landmandens mobil eller computer".

NTOlink deltager i konkurrencen om den bedste idé til innovation i landbruget, som bliver afgjort på konferencen Vækst'18.

Faktaboks

Nordtec Optomatic

  • Blev skabt af en sammenlægning af Nordtec Automation og Optomatic Styringselektronik I/S i 2003.
  • Startede med at lave styringsystemer til mejerier og senere hen transportindustrien
  • I dag har virksomheden over 50 ansatte

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle