Norsk myndighed: Ny type MRSA spreder sig som CC398

Solfrid Åmdal, seniorrådgiver i sektion for dyresundhed, siger, at den norske myndighed Mattilsynet, ser samme spredningsmønster hos MRSA CC7 som hos den kendte husdyrvariant CC398.

"At vi nu finder MRSA af andre typer end den typiske LA-MRSA er helt naturigt - den som leder vil finde - og vi har en overvågning, der er designet til at finde MRSA".

"Desværre er det sådan, at gris smittes af MRSA fra mennesker, og mange MRSA, vi finder hos mennesker, vil også kunne påvises hos grise. Det betyder imidlertidig ikke, at disse MRSA-varianter nødvendigvis er godt egnet til at sprede sig videre fra gris".

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra seniorforsker Anne Margrete Urdahl, Veterinærinstituttet i Norge, der håndterer MRSA-overvågningen i forbindelse med den norske stats MRSA-sanering.

Tre typer MRSA er fundet hos dyrene:

  • CC7
  • CC130
  • CC425

Den første type, CC7, virker til at sprede sig effektivt fra gris til gris, siger Solfrid Åmdal, seniorrådgiver i sektion for dyresundhed i Mattilsynet, Norges svar på Fødevarestyrelsen. Den har spredt sig til en anden kontaktbesætning og spreder sig fra dyr til dyr. De har taget nye prøver af varianten.

"Den har samme spredningsmønster, som vi så for CC398. Vi fandt den tidligt og så en ganske god spredning", siger Solfrid Åmdal til Landbrugsavisen.dk.

Myndighederne tror, at denne variant nemt kunne have spredt sig videre, hvis den ikke var blevet opdaget. To besætninger er saneret, opformeringsbesætningen og en kontaktbesætning, der har modtaget grise derfra.

De to andre varianter, CC130 og CC425, har tilsyneladende mindre evne til at sprede sig til andre grise i besætningerne, de er fundet i - men myndighederne valgte at sanere en besætning, fordi bakterien ikke fik væk af sig selv.

Oprindelsen for CC7 er uklar. Det har ikke kunnet påvises, at den kom fra personer med tilknytning til bedriften.

"Jeg kan ikke give nogen konklusion for det. Ved andre typer har det været meget tydeligt, at det kom fra personer", siger Solfrid Åmdal.

MRSA CC398 er mindre skadelig for mennesker end andre typer MRSA - og hopper nemt af mennesker. Solfrid Åmdal fortæller, at disse tre typer MRSA er kendte i forvejen i sundhedsvæsenet, men det er ikke til at sige, hvor skadelige de er.

"Nej, vi har ikke nogen endelig konklusion for det", siger Solfrid Åmdal.

MRSA står for Methicillinresistent Staphylococcus aureus - og betyder at bakterien ikke kan behandles med methicillin-antibiotika. For de fleste vil bakterien være uskadelig og hoppe af, men den kan forårsage farlige blodinfektioner, eksempelvis hos mennesker med svækket immunforsvar.

Du kan finde rapporten "The surveillance programme for methicillin resistant Staphylococcus aureus in pigs in Norway 2017" her.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle