Notering går op igen: De bedste kvæg afregnes nu med næsten 40 kroner pr. kg

Himmerlandskød A/S opjusterer noteringen med 50 til 80 øre pr. kg.

Der er fortsat flotte betingelser for salg af okse- og kalvekød på såvel hjemmemarked og eksportmarked, og derfor kan noteringen sættes op igen.

Sådan sammenfatter Himmerlandskød A/S den aktuelle situation i sit ugentlige nyhedsbrev. For leverandørerne betyder det, at nogle kategorier reguleres op med 80 øre pr. kg og andre kategorier med 50 øre pr. kg.

De ekstra 80 øre pr. kg gives til kategorierne ungtyre under 24 måneder samt kvier og stude under 16 måneder og stude, kvier og unge køer under 42 måneder. Noteringsændringen betyder, at man i sidstnævnte gruppe næsten kan opnå 40 kroner pr. kg slagtevægt. Det kræver dog, at man leverer et slagtedyr, som kan præstere 340 kg krogvægt og en formklasse 15.

Himmerlandskød vurderer, at eksporten til Sydeuropa kan løftes fra det nuværende niveau, når turistsæsonen begynder og lagrene i den forbindelse skal fyldes op. På hjemmemarkedet mærker man god efterspørgsel efter hakkekød til detailhandlen og dyrere udskæringer til foodservice og restaurationer, som blandt andet har travlt med konfirmationer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle