Notering på 12,6 kr/kg: Bliver næsten 20 år gammel rekord-notering slået?

Kun to uger de sidste tyve år har den danske svinenotering været over det nuværende niveau.

Det viser en gennemgang af noteringerne fra Danish Crown, som Landbrugsavisen.dk har foretaget.

I ugerne 11 og 12 i år 2001 lød grisenoteringen fra Danish Crown på 13 kr. pr. kg. Siden da har noteringen aldrig været over de 12,6 kr. pr. kg., som slagteriselskaberne vil betale for grise leveret i den kommende efterårsferie-uge.

Kun i fire uger i 2012, også hen over efteråret, nåede noteringen lige så højt op. Da lød den også på 12,6 kr. pr. kg.

Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter er ikke overrasket over, at de danske slagtesvineproducenter netop nu kan indkassere højeste niveau i syv år.

"De fleste kender jo situationen og ved, at vi har en høj efterspørgsel fra Asien, som gør, at det ikke er overraskende, at vi har en høj notering", siger han og tilføjer:

"Vi eksporterer så meget svinekød, at vi i høj grad profiterer af de stigende eksportpriser. Jeg forventer, at noteringen stiger til et endnu højere niveau i den kommende tid".

Her forventes rekordniveauet

Markedsanalytikeren påpeger selv, at priserne normalt begynder at falde i oktober, efter sommerens høje niveauer. Men i år kan det store træk fra det svinepest hærgede Asien meget vel lave om på det normale.

"Selv om vi afsætter det meste af produktionen i Europa, så udligner efterspørgslen fra Asien den nedadgående effekt. Måske kan den vise sig at være endnu stærkere", vurderer Markus Fiebelkorn.

Indkøberne fra især Kina vurderes i disse uger og den kommende måned frem at være i færd med at disponere til det kinesiske nytår, der ligger i januar-februar. Hvis de frosne grise-produkter skal nå frem i tide til den store højtid, skal de afskibes i løbet af de kommende uger.

"Jeg er ikke super optimistisk for resten af året. Egentlig går jeg ud fra, at priserne stiger en anelse frem mod december. Men det store opsving med rekordpriser kommer efter min vurdering hen over foråret og så med de højeste priser i juni-juli. Om det er 14 eller 15 kroner, det kan jeg ikke sige", lyder Markus Fiebelkorns vurdering.

Med stigningen i noteringen til nu 12,6 kr. pr. kg. i den kommende uge, er svinenoteringen steget over 50 procent siden lavniveauet på 8,3 kr. pr. kg. i årets første måneder.

Mens det danske niveau er eksploderet, har udviklingen i de russiske salgspriser på grisekød været omvendt det sidste år, melder en af Ruslands største kødkoncerner.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle