Notering står stille: Der kommer flere varer til salg i Europa

Der løftes færre varer ud af EU og det betyder pres på priserne på nærmarkederne, melder Danish Crown.

Der er dans på stedet, når det gælder svinepriserne. Danish Crown fastholder noteringen på slagtesvin endnu en uge på 11,90 kroner per kilo, mens prisen på søer ligger stille på 7,10 kroner per kilo.

Årsagen skal findes i, at der lige nu sendes mindre mængder på frost og ud af Europa, hvilket betyder et større udbud på de nære markeder. Og det vel at mærke nære markeder, der stadig ikke har lempet restriktionerne efter covid-19 pandemien, melder Lars Albertsen, global salgsdirektør i Danish Crown Pork i den ugentlige prisopdatering.

 

 

"Stigningen i salget til foodservice er nogenlunde på niveau med det fald, vi ser i salget til detailhandlen. En af de faktorer, der måske har været overset, er salget til kantiner over hele Europa. Der er fortsat rigtigt mange, der arbejder hjemme, og det ændrer sig næppe, før vi kommer på den anden side af sommerferien. Til gengæld kan en stor begivenhed som EM i fodbold måske sætte lidt gang i markedet, men vi savner i den grad nye impulser", fortæller Lars Albertsen.

Den beherskede stigning i efterspørgslen i Europa mere end opvejes lige nu af et stigende udbud. Eksporten ud af Europa er faldende, og derfor er udbuddet bredt set stigende, melder slagterikoncernen.

Det ses særligt på de hele delstykker som forender og skinker, hvor det i øjeblikket ikke er muligt at drive prisstigninger igennem.

"Vi begynder at se flere varer udbudt på det europæiske marked. På nuværende tidspunkt er det ikke kritisk, og det er på et niveau, som markedet indtil videre kan absorbere. Det er ikke unormalt, at tempoet i eksporten ud af Europa går ned hen over sommeren, men lige nu er det svært at vurdere, hvordan balancen mellem udbud og efterspørgsel i Europa vil se ud hen over ferieperioden i juli og august", siger Lars Albertsen.

Til markederne uden for Europa er der et godt salg til Japan og en jævn afskibning til Kina.    


 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle