Nu er datotyranniet stukket helt af

Hvis alle datoer landmænd skal overholde, skal være på et papir, er det 3-4 meter langt

Nok ved politikerne, at det står slemt til med antallet af dato-regler, som landmænd skal overholde. Alligevel fik de en øjenåbner, da Jette Erichsen, leder af planteavlskontoret hos LandboSyd, havde skrevet datoreglerne på ét ark. Det var nemlig 3-4 meter langt for at alle datoer kunne være der.

LandboSyd havde fredag inviteret Eva Kjer Hansen (V) og Henrik Dahl (LA) ud at høre om bureaukrati for landmænd for at se, om de kan være med til at afskaffe unødvendige regler.

»Det er stukket helt af de sidste ti år, jeg troede ikke, det var så slemt«, forklarede Jette Erichsen, der har været væk fra planteavlskonsulentjobbet i ti år, men for nyligt er vendt tilbage.

400 datoer for økologer

Er man ren planteavler er der 100 datoer, man skal overholde, har man også dyr er der 160 datoer, og er man økolog er der hele 400 datoer, man skal kende og overholde, kunne hun berette.

At der er mange datoer kom ikke bag på Eva Kjer Hansen, der tidligere uden held har prøvet at få ministeriet til at lave den komplette liste. Nu har Seges så lavet den lange huskeseddel.

»Vi må have ministeriet til at bekræfte den. Det kunne også være sjovt at teste, hvilke der skyldes EU, og hvilke der er danske«, foreslog hun.

Ikke magt over alt

Henrik Dahl bemærkede, at det må være svært at sætte datoer for levende planter.

»Vi ved jo alle, at tingene ikke springer ud på samme tid hvert år,« sagde han og hentydede til, at der er ting, man ikke har magt over og så heller ikke kan gøre til en bestemt dato.

Ifølge Mogens Dall, formand for LandboSyd er nogle datoer fagligt begrundet, men mange er begrundet i kontrol.

»Jeg ville gerne vide, hvilke datoer, der skyldes det ene og hvilke, der skyldes det andet«, bemærkede han.

Helge Lorenzen, planteavlskonsulent i LandboSyd pegede på, at såtidspunktet kan betyde noget for, hvor godt en efterafgrøde virker, men det skal også være muligt.

»Det kan regne, så man ikke kan så. Jeg har landmænd der vil lave blomsterbrak – det skal sås før 30. april, også selv om der skulle ligge sne den dato. Men blomsterne er ikke alle egnet til at vokse i kold jord. Det ville blive etableret bedre, hvis man såede senere, når det er varmt«, forklarede han.

Politikerne skal bestemme

Henrik Dahl mener, at mange datoer er opfundet i vejledninger og ikke nødvendigvis fastsat med politikernes viden.

Det bekymrer ham.

»Politik skal laves af dem, der har et politisk ansvar, ikke af domstole og kontrollører. Der er nok ingen politikere, der synes, at datoer er fedt«, fastslog han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle