Nu går det fremad for sager i Landbrugsstyrelsen

Vi knokler på for at nå vores mål for sagsbehandlingen, og det går nu mærkbart fremad, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.

"I Landbrugsstyrelsen arbejder vi ihærdigt på at nå vores mål i mål- og resultatplanen. Vi har sat nogle ambitiøse mål for sagsbehandlingen for at få lukket tidligere års sager og sikre en mere effektiv og hurtig sagsbehandling af dette års ordninger".

Sådan lyder det fra Landbrugsstyrelsen fredag eftermiddag, hvor styrelsen peger på, at der er fremdrift i flere ordninger.

Styrelsen melder om god fremgang i sagsbehandlingen, blandt andet på økologisk arealtilskud 2017, hvor den har afsluttet alle tilsagnssager og udbetalt 94 procent af udbetalingssagerne.  

På miljøteknologi i svine- og kvægstalde fra 2016 har styrelsen afsluttet 97 procent af tilsagnssagerne, og på etablering af løsdrift i farestalde 2016 mangler den at give få tilsagn, før de kan afslutte sagsbehandlingen.

På økologisk investeringsstøtte 2016 mangler der at blive give få tilsagn, hvorefter styrelsen vil kunne afslutte hovedparten af alle tilsagnssagerne på ordningen.

knokler fortsat på

"Vi har siden nytår med tilførslen af flere ressourcer til projekttilskudsområdet truffet afgørelse i 41 procent af de udbetalingssager, som blev overført fra 2017 til 2018, og vi har påbegyndt sagsbehandlingen på 99 procent af de resterende sager", skriver Landbrugsstyrelsen.

"En væsentlig forklaring på, at vi desværre ikke har afgjort endnu flere udbetalingssager til projektstøtte, har været et uventet stort antal høringer. Således har det været nødvendigt at hente oplysninger hos ansøgeren i mere end hver fjerde sag. Vi har derudover været nødt til at bede om yderligere oplysninger i halvdelen af de sager, hvor investeringen var i udbud. De mange høringer forlænger desværre sagsbehandlingstiden", lyder forklaringen.

På tilsagn har styrelsen afgjort ca. 93% af de overførte sager fra sidste år, og der resterer nu få sager, der kan blive til tilsagn. Sideløbende med, at Landbrugsstyrelsen giver de sidste tilsagn, meddeles der om afslag i de resterende sager.

"Vi er bevidste om, at nogle sager har ventet længe. Derfor arbejder vi lige nu målrettet på at afslutte overførte tilsagnssager fra før 2018. På udbetalingssager arbejder vi både med overførte sager og årets nye sager".

Du kan se en oversigt over sagsbehandlingstiden på tilskudsordninger her.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle