Nu kan du få elever og lærlinge med store tilskud

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har aftalt, at man kan få store tilskud resten af året til elever og lærlinge.

Der er godt nyt til alle, der har eller får landbrugselever og lærlinge i år. Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om at bruge 5,4 mia. kr. på at holde en hånd under elever, lærlinge og danske virksomheder gennem penge fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUD).

Corona-krisen går nemlig hårdt ud over de unge under oplæring, der ofte ikke har kunnet få nok ud af deres erhvervsuddannelser under nedlukningen af Danmark. Landbrugets uddannelsessteder er selvfølgelig med i ordningen.

Praktisk bliver der et tilskud til løn for private virksomheder, der har lærlinge eller vil ansætte lærlinge. Resten af året får man dækket 75 pct. af en lærlings løn. Derudover gives der løntilskud for nye aftaler på hhv 45 pct. af korte aftaler og 90 pct. til nye læreaftaler.

Løntilskudsordningen gælder fra 1. maj til 31. december i år.

Kan måske give flere elevpladser

Derudover får samtlige arbejdsgivere også suspenderet deres AUB-bidrag (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag) - samlet 1,4 mia. kr. Alle arbejdsgivere, både offentlige og private, får derudover forhøjet lønrefusion under skoleophold med 20 pct. i 2. halvår af 2020.

Næstformand for Danske Landbrugsskoler, Jens Munk Kruse, der også er forstander på Dalum Landbrugsskole, er meget glad for nye ordning.

"Det eneste er, at der er stor forskel på de landmænd, der indgik aftale med en elev før den 1. maj og dem, der indgår efter den dato. Men selv om der er den forskel, er jeg meget tilfreds med, at der kommer en hjælp til landmænd, der har elever. Måske vil det give flere elevpladser", sgier Jens Munk Kruse.

Stor besparelse

Dansk Maskinhandlerforening har også de glade gloser på læberne, når foreningens branchedirektør Klaus Nissen kommenterer det ekstra tilskud, der er på vej til de medlemmer, der har eller får lærlinge.

"Corona har sat et stort pres på så meget, så det er meget positivt, at lærepladser opprioriteres. En gennemsnitslærling får omkring 15.000 kr. om måneden, så det er en stor besparelse for læremesteren, som ordningen giver. Det er også værd at bemærke, at der er indbetalinger, der fastfryses i følge aftalen, så det er også godt for likviditeten hos vores medlemmer", påpeger Klaus Nissen.

Også GLS-A er tilfreds.

"Den nye trepartsaftale er en god aftale, der sikrer, at det store overskud i AUB føres direkte tilbage til virksomhederne. AUB skal ikke oparbejde overskud, så derfor er det positivt, at bidraget bliver fleksibelt, så det er tilpasset udgifterne", lyder det i en kommentar fra GLS-A.

Faktaboks

AUB, Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, er en selvejende institution, som skal administrere refusions- og tilskudsordninger, der skal være med tila t skaffe det fornødne antal praktikpladser for uddannelsessøgende.

Arbejdsgivere indbetaler årligt ca. 5 mia. kr. i lovpligtigt bidrag til det formål.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle