Det bliver nu muligt at få planteavlsrådgivning fra et privat firma gennem Odsherred Landboforening.
Det er første gang, det sker i Danmark, når Odsherreds Landboforening nu indgår aftale om at tilbyde sine medlemmer planteavlsavlsrådgivning fra et privat firma.
Det sker nu, hvor Agropro Sjælland bemander planteavlskontoret i landboforeningens center i Nykøbing Sj.
Frem til 1. januar stod landboforeningen Gefion og siden deres rådgivningsselskab VKST for planteavlsrådgivningen. Det samarbejde ophørte – efter 20 år – til nytår, hvorefter VKST flyttede sine to medarbejdere fra Nykøbing.
Samtidig begyndte den lokale landboforening at se sig om efter en ny samarbejdspartner. Pilen pegede hurtigt på Agropro, men af praktiske årsager er aftalen først sat i værk kraft 1. maj, hvor Steffen Rosenwanger tiltrådte som ny planteavlsrådgiver med Odsherred som sit primære område.
Et perfekt parforhold
"Agropro er på alle måder den ideelle samarbejdspartner for os", siger Allan Klestrup Hansen, formand for Odsherreds Landboforening.
"Vi supplerer hinanden perfekt, fordi de udelukkende rådgiver om planteavl, mens vi har kompetencer inden for økonomirådgivning og ejendomshandel".
Søren Schnipper, direktør for Agropro, finder det oplagt, at netop Odsherreds Landboforening og Agropro kommer til at udgøre det første parforhold mellem en landboorganisation og en privat planteavlsrådgiver.
"Vi kommer med nogle ydelser, som de efterspørger. Hvor vi omvendt henviser til Odsherreds Landboforening for vores kunder, når de efterspørger rådgivning inden for økonomi og ejendomshandel. Vi gør kort sagt det, vi hver især er gode til".
Odsherreds Landboforening er stærke til økonomirådgivning for de store landmænd og helt ned til de mindre deltidsbrug, hvilket passer godt ind i Agropros kundesammensætning.
Mest muligt ude i marken
Ifølge aftalen skal Agropro bemande planteavlskontoret i Nykøbing på hverdage mellem klokken 8 og 10, hvorefter rådgiveren kan køre ud på besøg.
"Vores koncept bygger jo i høj grad på at være mest muligt ude hos landmanden, både når det gælder rådgivning i marken, planlægning eller registreringer, som typisk foregår inde ved spisebordet. Steffen vil være mest til stede, men vi står alle til rådighed for planteavlerne i Odsherred", understreger Søren Schnipper.
En egn med mange specialafgrøder
Ifølge Søren Schnipper ser de otte rådgivere i Agropro frem til de faglige udfordringer, som Odsherred byder på.
Det er en egn med en meget bred sammensætning af afgrøder. Det skyldes klimaet i de kystnære områder, som der er mange af i Odsherred, og så de særlige jordbundsforhold i visse områder, ikke mindst Lammefjorden.
"Vi har i hele forløbet haft en tæt kontakt til repræsentanter for dyrkerne på Lammefjorden. Aftalen med Agropro er helt klart også i deres interesse. Flere af dem bruger faktisk allerede Søren Schnipper, som er en af landets førende kapaciteter, når det gælder rådgivning om kartofler", siger Allen Klestrup Hansen.
"Odsherreds identitet inden for fødevarer er jo i høj grad knyttet til Lammefjorden, så det er perfekt, at Agropro i den grad også kan løfte rådgivningen her", tilføjer formanden.
Der er rift om landmændene
Allan Klestrup Hansen slår fast, at aftalen med Agropro er en optimal løsning for landboforeningen i forhold til at tjene medlemmernes interesser.
"Vi ved, at flere af vores landmænd er blevet kontaktet med tilbud om rådgivning fra andre sider. I bestyrelsen er vi sikre på, at Agropro er et stærkt alternativ, både på pris og især på kvalitet".
Agropro tilbyder også marktræf i form af markmøder, der indkaldes med kort varsel for at kunne være mest mulig aktuel. Det første i Odsherred er allerede holdt, og flere vil følge i løbet af sæsonen.