Nu kan også studenterhuen blive vegansk

C.L. Seifert, der er den største producent af studenterhuer i Danmark, har netop lanceret en ny vegansk studenterhue uden læder eller uld. Den er taget godt imod af de studerende.

Det har tidligere været svært for veganske studenter at få en passende studenterhue på til de festlige dage efter den sidste eksamen.

Det skyldes nemlig, at de klassiske studenterhuer både indeholder læder og uld, og det passer ikke ind i den veganske tankegang.

Derfor lancerer firmaet C.L. Seifert nu for første gang en vegansk studenterhue til sommerens studenter, hvor der i stedet for læder er brugt kunstlæder, og ulden er skiftet ud med bomuld, så der ikke er spor af dyr i huen.

Det skriver DR Østjylland.

Vi besøger jo udvalg på skolerne, og det er dem, der kommer med idéerne. Så det er eleverne, der har opfordret til at lave de her nye produkter. Interessen har været relativt stor. På nuværende tidspunkt er der omkring 250, der har bestilt den til sæsonen 2018. Det breder sig ud over landet – faktisk så vidt som til Grønland", siger Anders Eriksen, indehaver af C.L. Seifert.

Han spår den nye studenterhue stor succes i også Sverige og Finland.

En af dem, der har købt den, er Sandie Khadir fra Aarhus Statsgymnasium.

- Jeg er selv vegetar og ville ikke have noget med læder. Jeg synes ikke, at vi har ret til at dræbe dyr for at spise dem eller bruge dem som beklædning, siger hun til DR Østjylland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle