Nu kommer det veganske fars

Om få uger vil du kunne købe friskhakket plantefars i Netto, Bilka og Føtex. »En verdenssensation«, mener vegetarisk forening.

Det kommer til at ligge i køledisken ved siden af det hakkede oksekød, koste 25 kroner for 400 gram og vil kunne bruges til nogenlunde det samme som almindeligt hakket oksekød: Hakkedrenge, spaghetti med kødsovs, lasagne og andet i den dur, skriver Politiken tirsdag.

Det ligner også hakket kød, når det ligger i foliebakken i lange tynde strimler. Farven er rød, om end mere hen ad hakket vildtkød end lyserødt oksekød.

Produktet Naturli’ Hakket er lavet udelukkende af planter: Hvede og soja til at give struktur og protein, rødbede til at give rød kødfarve, kokosolie til at give fedt og en blanding af mandler, tomat og karljohansvampe til at give umami-smag – smagen af noget kødagtigt.

Derudover en række tilsætningsstoffer til at holde ’kødet’ stabilt.

"Det er i vores øjne en verdenssensation", siger generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening Rune-Christoffer Dragsdahl til Politiken.

Foreningen overvåger markedet for erstatningsprodukter tæt, fordi gode køderstatninger ifølge Politiken er lidt en hellig gral i at få almindelige mennesker til at vælge at have kødfrie dage, og indtil videre er udbuddet ret magert.

Der er, så vidt han ved, kun to fersk fars-produkter på markedet, der forsøger at efterligne bøffer af hakket kød, og begge fås kun i USA: Impossible Burger, der kun fås på omkring 10 amerikanske restauranter, og Beyond Meat, der fås i omkring 1.000 amerikanske butikker – primært specialbutikker – som færdigformede burgerbøffer.

"Det her er det første produkt i verden, der kombinerer, at forbrugerne kan bruge produktet ligesom kødfars med en høj tilgængelighed og en pris på linje med konventionelt hakkekød. Det er meget unikt", siger Dragsdahl til Politiken.

Han har dog ikke har haft mulighed for at smage produktet endnu.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle