Nu laver svensk Arla klimamælk - og den er økologisk

Mens danske Arla har udskudt lanceringen af en klimamælk, er den nu på gaden i Sverige. Og det er økologerne, der står for den.

Mens Arla i Danmark har udskudt at sende en klimaneutral mælk på markedet herhjemme på ubestemt tid, kan forbrugerne i Sverige nu vælge en særlig klimamælk i deres kølediske. Og det er vel at mærke en økologisk mælk.

Det fortæller Arla i dag i en pressemeddelelse.

"Vi er naturligvis verdens første økologiske mejerisortiment med et netto nul-klimafodaftryk, som jeg er virkelig stolt af. Vi håber også, at denne investering vil bidrage til en større forståelse af de værdier, som økologisk landbrug giver, ikke mindst til bevarelse af biodiversitet, ”siger Patrik Hansson, administrerende direktør for Arla Sverige.

Sortimentet består af to slags mælk, en ost og en piskefløde.

Hver eneste økologiske Arla-bedrift i Sverige har fået målt sit klimaaftryk og det CO2-udslip, der er, kompenseres der for i et certificeret projekt, understreger Arla.

Arla: Økologer er mere klimarobuste

I pressematerialet skriver Arla desuden, at "økologisk produktion giver bedre forudsætninger for at klare de igangværende klimaforandringer, da der på økologiske gårde findes i gennemsnit 50 procent flere arter, planter og pollinare vilkår, der gør naturen og jordbruget mere modstandsdygtigt".

Som led i lanceringen af de nye produkter, har Arla også besluttet at gøre forbrugerne klogere.

"For at forstå fordelene ved økologisk produktion skal vi udbrede og fordybe kundskaberne omkring klimaet og den biologiske mangfoldighed i en større sammenhæng. Derfor lancerer Arla en klima- og miljøskole", udtaler Ann Freudenthal, der er ansvarlig for Arlas kommunikation omkring bæredygtighed i Sverige. Hvad denne skole omfatter, fremgår ikke af meddelelsen.

Svensk Arla vil være fem år foran på klimamål

De svenske økologer har efter klimaberegningerne på bedriftsniveau sat som mål, at de skal reducere deres klimapåvirkning med 10 procent over de næste fem år - for eksempel ved at producere biogas, binde mere kuldioxid på markerne eller at optimere deres fodereffektivitet. Ligesom de danske økologer har de krav om at anvende strøm fra vindmøller eller sol. 

Hvor det samlede Arla har som mål at være klimaneutral i 2050, har svensk Arla sat 2045 som mål for nul-udledning af CO2.

Forleden lancerede svensk Arla mælk, hvor det fremgår, hvor i Sverige mælken er produceret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle