Nu skal de første insektdyrlæger uddannes

Københavns Universitet skal i et samarbejde mellem insektindustrien og andre europæiske universiteter uddanne de første insektdyrlæger, som skal holde insekterne sunde og raske.

Melorme, fårekyllinger og Sort Soldaterflue. At dyrke insekter og udnytte deres proteinholdige kroppe som fødekilder til mennesker og husdyr er en voksende industri i Danmark og i resten af verden.

Men i dag ved vi ikke nok om, hvordan vi sikrer sunde bestande og godt helbred hos de små insekter, som man gør det med eksempelvis svin eller køer. Derfor skal der oprettes en ny uddannelse som insektdyrlæge, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
 
"Insekter bliver ligesom alle andre produktionsdyr syge på grund af mikroorganismer. Derfor er vi i gang med at uddanne en ny generation af 'insektdyrlæger', som kan hjælpe med at behandle og undgå sygdomme i produktionen", forklarer professor Jørgen Eilenberg fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Uddannelsen af insektdyrlægerne er en del af en stor europæisk Marie Curie-bevilling, hvor i alt 15 ph.d.-studerende ansættes for at blive klogere på insekternes sygdomme. Projekterne udføres i et samarbejde mellem universiteter i Europa og insektindustrien. Tre af de ph.d.-studerende ansættes i Danmark.

Typisk er det forskellige virussygdomme, som kan udgøre en trussel mod insekterne og kan lægge en hel produktion ned. Men de virussygdomme, der rammer insekter er meget specielle og minder ikke om andre vira.

De nye forskere skal derfor ikke behandle det enkelte insekt, som den traditionelle dyrlæge gør det med produktionsdyr. 
 
"Meningen er, at insektdyrlægerne skal hjælpe mennesker i produktionen med at være opmærksomme på insekternes sundhed. En stor forskel er, at det ikke er det enkelte individ, der skal reddes. Hvis der er en syg ko, så er det i sig selv vigtigt, at dén ko hjælpes. Hvis der er syge insekter, så er det den samlede population, der skal hjælpes," siger Jørgen Eilenberg.

I EU produceres der i alt ca. 6.000 ton insekter årligt til foder og fødevarer. Branchen forventer, at dette tal vil stige til mere end 1 mio. ton i 2028.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle