Nu skal striden om ulvene løses - sendes i udvalg uden politikere

Ulven kan ikke reguleres, erkender LF-repræsentant. Nu handler det om tilskud til hegn og vogterdyr.

En ny ulvegruppe uden politisk valgte skal nedsættes for at kunne aflevere anbefalinger til miljøminister Lea Wermelin i 2020, fortæller formand for Vildtforvaltningsrådet, Jan Eriksen.

»Vi har lavet en problemformulering, og ved næste møde i september skal jeg komme med en handleplan for strategiske mål. Kan vi blive enige om den, kan organisationerne, der sidder i rådet, sætte gruppen«, siger Jan Eriksen.

Hans ambitioner for gruppen er, at den vil bestå af relevante forskere, der tager rundt i landet og besøger så mange berørte som muligt.

»Det er også det muliges kunst. Vi skal finde de kloge kompromiser og måske indstille en eller to muligheder til ministeren. I enighed i rådet«, siger Jan Eriksen.

I februar måtte Vildforvaltningsrådet og ulvegruppen opgive at nå til enighed om en ny ulveplan, der skulle præsenteres for den daværende miljø- og fødevareminister. Problemet var ifølge Jan Eriksen, at der sad politisk valgte i den ulvegruppe, der skulle give rådet det faglige grundlag, som rådets vejledninger til ministeren skulle bygges på. Samtidig havde den daværende ulvegruppe ikke et kommissorium og ingen rammer for arbejdet.

Derfor har rådet af egen drift valgt at prøve at blive enige om et kommissorium, så der kan nedsættes en ny ulvegruppe.

Se på tilskud

Og kompromiser kan blive løsningen, siger næstformand i rådet og medlem af Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse, Henrik Bertelsen.

»Vi kan ikke gøre meget ifht. regulering, som var et stridspunkt sidst. Det er fastlagt i den bagvedliggende lovgivning. Vi er nødt til at se på tilskud til vogterdyr og hegn«, siger Henrik Bertelsen.

For selv om man får tilskud til at opsætte ulvehegn, kræver et hegn vedligehold. Bl.a. skal der ryddes græs ofte for at holde spændingen på hegnet, da trådene starter 20 cm over jorden. En opgave, der er timetung på de arealer, hvor der oftest naturplejes med får og kvæg.

»Vi kan altid blive enige om, at folk skal holdes skadesløse. uanset om man er for eller imod ulve i Danmark, Så lad os da starte der«.

Dét vækker glæde hos deltidslandmand Kurt Moesgaard, der har naturplejende galloway i Sønderjylland.

»Jeg tænker, det er den vej, vi skal gå. At man betaler for det vildt, man ønsker at have. Og for hegnsvedligehold, for det er åbrinke og sivskove, der skal hegnes ind, ikke golfbaner«, siger Kurt Moesgaard.

Han hilser også en besøgende ulvegruppe velkommen og håber, at repræsentanter for fåre- og kvægavlerne inviteres med på gruppens ture.

Faktaboks

Ny ulvegruppe:

  • Vildtforvaltningsrådet har besluttet at nedsætte en ny ulvegruppe uden politisk valgte medlemmer. Det støttes af Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle