Nul kroner til driftig kalveproducent

Kalveproducent og murer Peer Nygaard Christensen bygger for en tredjedel af NaturErhvervs standardpriser. Alligevel har hans projekt fået afslag på tilskud fra kvægbrugets moderniseringspulje.

»Jeg er da dybt skuffet - det skal ingen hemmelighed være.« Sådan lyder det fra kalveproducent Peer Nygaard Christensen, Frederikshavn.

Han havde troet på 20 pct. i moderniseringstilskud til sit planlagte nybyggeri: En startopstald og en sengebåsestald, så han kunne øge produktionen af slagtekalve fra de nuværende godt 1.000 til 2.800 slagtekalve.

Både han og hans rådgivningsvirksomhed, LMO, anså projektet som selvskrevet til tilskud, da han søgte i foråret. Ikke mindst fordi Peer Nygaard som uddannet murer og selvbygger kan gennemføre byggeriet til en tredjedel af de 20 mio., som byggeriet med NaturErhvervs egne standardpriser ville løbe op i.

Men i stedet for de forventede 1,5 mio. kr. har han nu fået afslag - nul kroner.

»Helt hen i vejret«

Peer Nygaard mener, den er helt gal med NaturErhvervs prioriteringsværktøj, »nutidsværdi«. Det ligger for nybyg på 46,41 kr. pr. tilskudskrone.

For at leve op til det krav skulle Peer Nygaards projekt til 7,5 mio. kr. generere et årligt afkast på over fire mio. kr.!

»Det er helt hen i vejret. Latterligt!«

Han finder afslaget ekstra bittert, fordi hans projekt er i tråd med ønskerne om at beholde kalve i Danmark. Samtidig blev hans projekt mødt med stor, lokal velvilje. Både ved et borgermøde, og i Frederikshavn og Hjørring Kommuner, som i foråret stod på hovedet for at sagsbehandle hans miljøgodkendelse i en fart.

Faktaboks

Var sikker på tilsagn

  • »Vi var helt sikre på, at Peer ville få tilskud. Det var jo en økonomi, der ville noget,« siger Hans Thostrup, teknisk rådgiver i LMO.
  • LMOs klage over denne og andre afslag er endnu ikke behandlet i NaturErhvervstyrelsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle