Ny aftale sikrer økologisk sukkerroeproduktion i Danmark i yderligere tre år

Ny aftale sikrer økologisk sukkerroeproduktion i Danmark tre år frem.

Der er fortsat ambitioner om at udvikle markedet for lokalproduceret økologisk sukker i Danmark. Og med en nye aftale mellem Danske Sukkerroedyrkere og Nordic Sugar er den gode og stabile produktion af økologiske sukkeroer sikret i yderligere tre år. 

Det skriver Danske Sukkeroedyrkere i en pressemeddelelse. 

Den aftalte kontraktperiode og pris, der gælder for 2024 til 2026, sikrer de økologiske roedyrkere en langsigtet horisont og konkurrencedygtig indtjening på deres roedyrkning.

- Det er glædeligt, at vi med aftalen har sikret et godt grundlag for en fortsat dyrkning af økologiske roer og produktion af dansk økologisk sukker, siger Troels Frandsen, formand for Danske Sukkerroedyrkere.

Han peger på, at - sukkerroer er en udfordrende afgrøde at dyrke økologisk, men med dedikerede og dygtige roedyrkere, har vi over de seneste år opbygget en god og stabil produktion i Danmark.

Produktionen af økologisk sukker blev genoptaget i 2017 efter 10 års pause, og Nordic Sugar oplyser i forbindelse med aftalen, at det er deres ambition fortsat at udvikle markedet for lokalproduceret økologisk sukker i samarbejde med kunder og roedyrkerne.

- Vi håber nu, at forbrugerne i større omfang lægger det lokalproducerede danske økologiske sukker i indkøbskurven fremfor importeret sukker, der har været transpor-teret den halve jord rundt, udtaler Troels Frandsen og understreger, at ”de store fødevarekæder her har et ansvar i forhold til at tage det danske økologiske sukker ind i deres sortiment og udbyde det til salg i deres butikker”.

Med aftalen åbner Nordic Sugar nu for, at dyrkerne fra den 9. juni og 14 dage frem kan tegne kontrakter på dyrkning af økologiske roer for den kommende tre-årige periode 2024-26. 

I 2022 blev der i følge Landbrugsstyrelsen dyrket økologiske roer til sukkerfremstilling på ca. 600 hektar i Danmark, hvoraf hovedparten er placeret på Lolland, Falster og Sjælland. Nordic Sugar oplyser, at det er ambitionen at øge arealet med økologiske roer og produktionen af økologiske sukker i den nye kontraktperiode.

/mebo

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle