Ny app gør det lettere at registrere løn

Appen FarmBackup Task kan hjælpe med at sikre korrekt tidsregistrering.

At administrere løn og passe af med gældende overenskomst er tidskrævende. Og når man som nu er under høst, og arbejder døgnet rundt, er der mange timer og medarbejdere, man som arbejdsgiver skal holde styr på. 

Derfor har Anders Knudsen og Søren Knudsen udviklet appen FarmBackup Task. 

I appen opretter landmanden en overenskomst for hver af de forskellige medarbejdergrupper på bedriften, og så beregner appen, at staldmedhjælpen, eleven og flexjobberen alle får den korrekte løn.

Landmanden skal blot godkende det samlede antal timer, og så beregner FarmBackup Task hvor mange timer der er normaltimer, overarbejde, timetillæg, dagstillæg osv. 

”Vi har ofte landmænd og maskinstationer i røret, der udtrykker frustration over, hvor bøvlet det er at følge de lovpligtige overenskomster. Deres frustration går på, at de modvilligt risikerer at lave fejl ved lønudbetaling, hvilket i værste fald kan koste dem en konflikt med fagforeningen. Derfor har vi nu lavet et system, så man ikke længere skal frygte for fejl og mangler, når man udbetaler løn til sine medarbejdere”, fortæller medstifter af FarmBackup, Anders Knudsen.

Kan lette lønarbejdet

Hos VKST er man positive over for hjælpemidlet.

En simplificering af overenskomsterne vil gavne det administrative arbejde meget og minimere sandsynligheden for fejl. Revisionsassistent hos VKST Gitte Jensen ordner omkring 100 lønsedler om måneden for kunder. Hun glæder sig til at få gang i FarmBackup Tasks lønregler.

”Det vil være en stor hjælp at få en app, der kan holde styr på lønreglerne. For alt andet lige, når mennesker skal taste løn, kan der ske fejl. Man kan komme til at taste forkert eller glemme noget. Det færre hænder lønnen skal gå igennem, det bedre. Hvis vi får det ind via en app, eliminerer vi nogle af de fejl, der opstår nu,” fortæller Gitte Jensen.

Appen er udbudt i Danmark Norge og Sverige.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle