Ny biogas-kæmpe på vej: Ejere vil slå to nordjyske anlæg sammen

Biogasanlægget i Sindal skal fusioneres med et kommende stort biogasanlæg i en ny energipark, der er på tegnebrættet i Brønderslev. Til sammen skal biogasanlæggene modtage over en millioner ton biomasse.

Det lød næsten utroligt, da en række investorer i sidste uge offentliggjorde planerne om en ny stor energipark kaldet Biopark Brønderslev.

Energiparken skal efter planen bestå af et stort biogasanlæg, cirka 300 hektar solceller og 10-12 vindmøller - en investering på tre milliarder, der fortsat er på tegnebrættet og afventer godkendelse fra kommunen. 

Der er dog allerede nyt, for ejerne bag fortæller nu, at det er planen, at slå det kommende biogasanlæg i energiparken sammen med det allerede eksisterende Sindal Biogas.

Det fortæller Morten Glenthøj, der er repræsentant for gruppen bag projektet, til AgriWatch.

Det kommende biogasanlæg i Brønderslev forventes at kunne modtage 700.000 ton strøelse, gylle og andre restprodukter og hvert år og producere 25-35 millioner kubikmeter gas. Til sammen vil de to anlæg derfor kunne modtage op mod en million ton biomasse, lyder forventningen.

Der er allerede skrevet under på aftaler med landmænd om levering af cirka halvdelen, og Morten Glenthøj ser flere fordele i at slå anlæggene sammen.

- Vores specialister og viden på området kan bruges begge steder, og det kommer også leverandørerne til gode. Flere af landmændene har flere besætninger, og det giver mulighed for at levere til det anlæg, der ligger tættest på, siger han til mediet.

Sindal Biogas er allerede en del af ejerkredsen bag Biopark Brønderslev sammen med GFE Krogenskær og DBC Invest, som er ejet af Vestjyllands Andel, Jysk Energi og HedeDanmark og allerede har ejerandele i flere andre biogasanlæg.

Partnerne har dog også forklaret, at man er klar til at invitere lokale landbrug med ind i ejerkredsen.

Biopark Brønderslev har planer om at modtage og afgasse dybstrøelse og gylle fra landbrug i en radius af op til 25-30 kilometer.

Det fremgår dog ikke, hvornår det er planen at begynde at bygge på den nye energipark.

/kold

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle