Ny Danbred-chef: Fuldt fokus på det interne, strategien kommer først senere

Claus Fertin er hoppet direkte ind i nyt job som adm. direktør for Danbred. Det med salg og vækstplaner kommer først i anden række.

Salg, vækstplaner og strategi kommer først senere.

Der er nemlig ingen tvivl om, at Claus Fertin som nyudpeget og netop nystartet topchef i avlsselskabet Danbred har én helt anden opgave som sin absolutte førsteprioritet:

"Fokus vil være på de helt indre linjer. På medarbejderne og det, der peger fremad, sådan at medarbejderne har det godt, er trygge og er glade for at være i virksomheden", forklarer han.

Det er kun 14 dage siden, at Claus Fertin var på vandretur og hørte om udfordringerne i Danbred, med krænkelsessagerne, der kostede både direktør og bestyrelse posterne - og inden da havde ført til en massiv ledelsesflugt hen over sommeren.

Aftalen om hans ansættelse faldt på plads i fredags og i dag var der så tiltrædelses-morgenbord kl. 9 i Ballerup med præsentation af de første af hans nu omkring 100 medarbejdere.

"Det var så spændende, at jeg var nødt til at sige, at jeg gerne ville være kandidat. Jeg ved fra mine tidligere jobs, at Danbred er en spændende virksomhed, som en af verdens fem største inden for sin niche med avl af svin. Og jeg vidste, at ambitionerne er store for ejerne", forklarer han.

Skandalen rullede fo to uger siden, da mediet Finans.dk kunne offentliggøre, at den nu tidligere direktør i Danbred, Thomas Muurmann Henriksen var blevet afsløret i flere sager om seksuelle krænkelser af unge, kvindelige ansatte. Sagen medførte stor kritik af bestyrelsens håndtering og disse blev efterfølgende fyret og en ny bestyrelse indsat.

Sagen kom kun få måneder efter, at Danbreds daværende ledelse i juni havde præsenteret en endog meget ambitiøs vækst-strategi for en fordobling eller ligefrem tredobling af virksomhedens omsætning over de kommende år. Målet var at bringe selskabet, der er ejet af Landbrug & Fødevarer, Danish Agro samt holdingselskabet DBI, der består af danske svineavlere, i absolut verdenselite.

Claus Fertin har ikke mange kommentarer til alt det, der er kommet frem i afsløringerne. Han understreger dog, at hans fokus ligger på fremtiden.

"Aftalen er, at jeg skal sikre, at vi har det rigtige grundlag for fremtiden, men også, at det er bestyrelsesformanden, der må tage sig af de sager, der ligger bagudrettet. Jeg vil have al mit fokus på fremtiden, samt at vi får det rigtige grundlag for, at vi forhåbentlig aldrig kommer i noget lignende igen. OG hvis det mod forventning skulle ske, at vi så har systemerne til, at vi reagerer med det samme og tager de nødvendige skridt", forklarer han.

Strategien kommer først senere

At det hele er gået hurtigt, lægger den tidligere L&F, samt Seges-ansatte direktør ikke skjul på.

"Fokus vil være på de helt indre linjer. Jeg kan ikke sige noget om strategien endnu. Først, når jeg føler mig rimelig betrygget i, at medarbejderne har det godt og er trygge, og vi har fået whistleblowerordning, samt medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen, samt vi har en ny økonomidirektør permanent på plads, så er det tid til at se på strategien", forklarer han og tilføjer:

"Jeg har ikke læst på strategien endnu. Der er sikkert lavet et solidt stykke arbejde. Om der skal justeres på hastigheden eller andet,  må jeg komme tilbage på på et senere tidspunkt".

Danbred omsatte sidste år for 1,2 mia. kroner og tæller omkring 100 ansatte.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle