Ny energipark til 60 milliarder på vej i Ringkøbing-Skjern Kommune

Der er allerede stor interesse for en ny landbaseret energipark til 60 milliarder, der skal producere strøm af elektrolyse, sol- og vindenergi. Parken skal ligge i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Megaton. Det er navnet på en ny landbaseret energipark, som tirsdag blev præsenteret af energiselskabet Greengo Energy i samarbejde Ringkøbing-Skjern Kommune.

Planen er at bygge en af verdens største energiparker, hvor energiproduktionen skal omdannes til en million ton grønne brændstoffer.

Kernen i energiparken bliver produktionen af to gigawatt elektrolyse samt fire gigawatt fra sol- og vindenergi.

Investeringen løber op i 60 milliarder, og parterne regner med, at parken kan stå færdig før 2030. Det skriver Greengo Energy og Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.

Og der er allerede stor interesse fra især de danske pensionsselskaber i at investere i projektet. Det skriver Finans.dk.

- Sådan noget er vi bestemt interesserede i. Det er der ingen tvivl om. Især når vi snakker om de nye versioner af vedvarende energiprojekter, hvor man også tænker på lagring og Power-to-X (nye grønne brændstoffer, red.), siger Michael Nellemann Pedersen, investeringsdirektør i PKA til mediet.

Også både Akademikerpension og Pensam er også interesserde, hvis produktionen kommer op i en skala, hvor selskaberne kan investere i parken.

Pensionskæmperne har et fælles mål om at investere godt 200 milliarder kroner yderligere i grønne tiltag frem mod 2030.

Det er endnu uvist, hvor de skal placeres, men allerede sidste år offentliggjorde den tidligere regering en plan om at etablere 10-15 nye danske, landsbaserede energiparker.

/lko

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle