Ny formand: Odsherred Landboforening skal stå på tre ben

Forening, økonomikontor og mæglerforretning markedsføres som selvstændige enheder.

Ved at etablere afdelingen Odsherreds Landbomægler får Odsherreds Landboforening realiseret en strategi om at have en virksomhed på tre ben.

Det siger Allan Klestrup Hansen, som overtog formandsposten tidligere i år. Odsherred Landboforening var sidste år igennem en tumultarisk periode, der førte til afskedigelsen af økonomi- og ejendomschefen.

"Landboforeningen er vores hovedaktivitet som den samlende forening for landmænd i Odsherred og bindeled til organisationen Dansk Landbrug. Det er også foreningen, der ejer vores kontorhus på Bjarkesvej i Nykøbing."

"I kontorhuset er økonomiafdelingen langt den største. Den afdeling hedder nu Odsherreds Landborevision. Navneskiftet skal vise, at det er en selvstændig forretningsenhed. I dag betjener afdelingen over 650 landmænd og andre erhvervsdrivende," oplyser Allan Klestrup Hansen i en pressemeddelelse.

2017 bliver bedre end 2016

2016 var et økonomisk hårdt år for landboforeningen, især på grund af et lederskifte. Den nye leder af kontorhuset, Ulrich Goth, kan nu slå fast, at 2017 er kommet anderledes positivt i gang.

"Vi har en god tilgang af kunder i Landborevision. Vi har således allerede måtte ansætte et par medarbejdere mere. Senest har vi slået en stilling op som økonomikonsulent eller revisor som følge af stigende efterspørgsel på vores rådgivning. Og det er både landmænd, fritidslandmænd og selvstændige fra andre erhverv, som bruger os til skatteregnskaber, årsrapporter budgetter m.m.," siger Ulrich Goth.

Ungt lederteam

Allan Klestrup Hansen er glad for at have en ung ledelse.

"Med de tre ben Odsherreds Landboforening, Odsherreds Landborevision og Odsherreds Landbomægler og med et ungt lederteam i Ulrich Goth og Nanna Lind, som er personaleansvarlig, kan vi styrke vores position som rådgiver og sparringspartner for landmænd og andre erhvervsdrivende i og uden for Odsherred."

"I bestyrelsen er vi glade for, at vi med Rikke Søegaard igen har en ejendomskonsulent ansat. Og med Rikkes faglige baggrund har det været oplagt for os at udvikle ejendomskontoret til en ejendomsmæglerforretning."

"Interessen for landejendomme i Odsherred stiger. Det er en klar styrkelse, at vi nu kan hjælpe vores medlemmer – og andre som går i salgstanker – med at markedsføre og forhåbentligt også sælge deres ejendomme," siger Allan Klestrup Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle