Ny forskning: Græssende køer udleder mindre metan end køer på stald

Godt klimanyt for økologiske kvægbrugere: Køer, der henter deres foder ved afgræsning, udleder markant mindre metan end køer, der staldfodres. Det viser foreløbige resultater i hollandsk studie.

De første resultater fra et hollandsk forskningsprojekt viser, at græssende køer udleder markant mindre metan end deres artsfæller i staldene, og at eksisterende metoder til at beregne udledningen af metan fra køer ikke regner korrekt, hvis køerne optager græs ved afgræsning.

Det fremgår af en artikel fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

- Det giver helt nye perspektiver for den samlede landbrugssektor, og her har økologien faktisk et specifikt virkemiddel til at mindske påvirkningen af klimaet, vurderer chefforsker Frank Oudshoorn fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug. 

- Indtil nu har økologerne sendt deres køer på græs af hensyn til dyrenes velfærd, så det er en ny og ekstra gevinst, at det samtidig kan gavne klimaet, jo mere de æder derude.

Målinger er fra stalde

Frank Oudshoorn forklarer, at de metoder, man indtil nu har anvendt til at sætte tal på køers udledning af metan giver misvisende resultater, hvis køerne optager en stor del af deres foder ved afgræsning. 

Her er udledningen af metan nemlig markant lavere, end de beregnede tal viser. 

Det skyldes, at de eksisterende metoder til estimering er udviklet ved at måle udledningen af metan fra køer på stald ved indendørs staldfodring.

Udstyr fra New Zealand

Det hollandske forskningsprojekt, som startede i 2020, har brugt udstyr, der er udviklet i New Zealand, til at måle metanudledningen fra køer ude i marken. 

De første dataanalyser var i følge Innovationscentret bemærkelsesværdige: Køer, der optager det meste af deres foderbehov ved afgræsning, udleder mindre metan end køer, der staldfodres. 

30 procent mindre udledning

Studiet har foretaget målingerne med en såkaldt Green Feeder, der måler metanudledningen, når køerne lokkes ind i en foderautomat i marken. 

På den måde har studiet kunnet sammenligne udledningen af metan fra køer, der fik fuldfoder inde stalden, og køer, der åd frisk græs ude på marken. 

Studiet har fokuseret på forskellen mellem fodring med græs givet som henholdsvis ensilage og frisk græs til køerne i stalden, og græs, der blev ædt direkte af koen på marken ved afgræsning. 

Projektet viste, at køernes udledning af metan ved samme produktionsniveau var lavest, når køerne indtog græsset direkte fra marken – en reduktion på op til 30 procent sammenlignet med de køer, der åd græsensilage.

Forklaringen findes inde i koens vom, der omsætter forskellige typer af foder på forskellige måder, der giver mere eller mindre metan i koens bøvser.  

- En teori er, at syrebalancen i vommen påvirkes, når koen omsætter det friske græs fra marken og derfor udleder mindre metan, siger Frank Oudshoorn.

Kort græs er bedst

Det hollandske studie har også vist, at der er en mindre metanudledning, når køerne æder kort græs i stedet for længere græs. 

- Det korte græs er nemmere for koen at fordøje, og når koen bruger mindre energi på at fordøje, kan den spise mere og dermed også producere mere mælk. Så det er en fordel for både økonomi og klima, uddyber Frank Oudshoorn.

Stort klimaperspektiv

Innovationscenter for Økologisk Landbrug ser store perspektiver i de foreløbige resultater fra Holland.

- Det vil være meget interessant og brugbart at lave et lignende studie i en dansk kontekst og se, om resultaterne bliver de samme. Vi har for eksempel mere kløver i vores græs end i Holland, og normalt er foderandelen ved afgræsningen lavere, siger Frank Oudshoorn.

Han vurderer, at der kan ligge et meget stort potentiale i at udvide afgræsningens andel af foderet for hele landbrugssektoren, hvis det holder, at det gavner klimaet. 

- Hvis der ovenikøbet kan blive et økonomisk incitament for landmanden til at lade køerne gå mere på græs, kan vi nå langt med at reducere metanudledningen,” vurderer Frank Oudshoorn.

Kan bruges af alle

I konventionelt landbrug arbejdes der på at udvikle kemiske tilsætningsstoffer i koens foder for at nedsætte metanudledningen. De er ikke tilladt i økologisk produktion.

- At nedbringe metanudledningen ved at satse på køernes foderoptag fra afgræsning, er et virkemiddel, som i princippet kan bruges af alle mælkekvægproducenter, og det ser vi et kæmpe potentiale i, fortæller Frank Oudshoorn.

Faktaboks

Statsfinansieret forskning

  • Forskningsprojektet i Holland er finansieret af den hollandske regering for at få undersøgt fordele og ulemper ved at have køer på græs på tværs af det økologiske og det konventionelle landbrug, fordi landets mælkeproduktion har en lang tradition for afgræsning, som man også ønsker skal fortsætte i fremtiden.
  • I Danmark er der lovkrav om, at økologiske køer skal på græs, og køernes græsoptag ude på markerne kan være meget stort.
  • Rapporten "Enterische methaanemissie van melkvee in relatie tot (vers) graskwaliteit" er udarbejdet af Cindy Klootwijk, Lisanne Koning, Gertjan Holshof, Arie Klop, og Ronald Zom,  Wageningen Livestock Research.
  • Rapporten kan hentes på nettet - dog kun i hollandsk version, med et ganske kort 'abstract' på engelsk.
  • https://research.wur.nl/en/publications/enterische-methaanemissie-van-melkvee-in-relatie-tot-vers-graskwa

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.