Ny kæmpe optur: Tysk svinenotering presser speederen i bund

Sidste uges prisspring på 67 øre suppleres af yderligere 75 øre for den tyske slagtesvinenotering.

Den tyske slagtesvinenotering er nærmest lettet fra jorden efter en lang periode med en fastlåst notering.

Men for to uger siden kom der hul på bylden, så der i løbet af to uger blev lagt 82 øre på noteringen. Den markante stigning har ikke lagt en dæmper på denne uges noteringsmelding, der lyder på et yderligere plus på ti eurocent svarende til 75 øre. Dermed er noteringen hoppet til 1,4 euro pr. kg svarende til 10,43 kr.

Der meldes fra Tyskland om særdeles positive takter:

"Slagteriernes efterspørgsel på det tyske slagtesvinemarked er stor for tiden. Udbudspuklen er afviklet, og den tyske interesseorganisation ISN beretter endda om, at efterspørgslen fra nogle tyske slagterier p.t. ikke kan dækkes helt. På den anden side er udbuddet af slagteklare grise faldende, dvs., at slagteriernes forsyningssituation sandsynligvis næppe bliver bedre i de kommende uger.
Også på det europæiske kødmarked kan stigende priser konstateres. Forårstemperaturerne sørger for nye prispositive impulser og rykker fokus over på grillprodukter. Imidlertid må man ikke glemme, at gastronomibranchen fortsat er lukket i mange europæiske lande. Ikke desto mindre er tyske slagterier nødt til at betale mere for slagtesvinene, hvis man vil fylde slagtebåndene", forklarer Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter, om den aktuelle markedssituation.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle