Kampagne målrettet både Sverige og Danmark skal øge interessen for at spise grisekød.
For få unge vælger gris i køledisken.
Det mener Landbrug & Fødevarer, der derfor sammen med sin svenske søster-organisation, brancheorganisationen Svensk Kött nu sparker gang i en ny kampagne målrettet unge, 18-29 årige forbrugere.
De to organisationer oplever nemlig, at de unge fravælger selv at tilberede mad med gris - ikke på grund af smagen, men på grund af uvidenhed.
"Det overordnede mål for kampagnen er at stoppe faldet i forbruget af gris blandt målgruppen. Analyser viser, at de unge forbrugere fravælger gris på grund af manglende viden om, hvordan kødet kan tilberedes og serveres. Når de unge spiser udenfor hjemmet, er grisekød den kødtype, de oftest vælger, viser undersøgelser gennemført for Landbrug & Fødevarer", skriver organisationen i en pressemeddelelse om kampagnen.
"Glad for Gris", skal det lyde herhjemme, mens det i Sverige markedsføres unger "Gilla Gris", melder L&F.
Over de kommende 3 år forventes kampagnen at koste 23 mio. kr, både i Danmark og Sverige. 20 procent er finansieret af landene selv, mens resten af kampagnens budget er medfinansieret af EU-kommissionen via EU's promotion ordninger.