Ny kvæg-fagchef i Seges Innovation - kommer fra en af Danmarks største kvægdyrlægevirksomheder

Kvægdyrlæge Ninna Westphael tiltræder 1. september som Seges Innovations Fagchef Kvæg. Kommer fra BoviCura i Aars.

Dyrlæge og direktør Ninna Westphael er fra 1. september ny kvæg-fagchef i afdeling Husdyr ved Seges Innovation.

Det skriver Seges innovation i en pressemeddelelse.

Ninna Westphael kommer fra en stilling som direktør og partner i én af Danmarks største kvægdyrlægevirksomheder med 19 kvægdyrlæger, BoviCura i Aars i Himmerland.

Før det har hun blandt andet været beskæftiget på Københavns Universitet, ligesom hun er aktiv som bestyrelsesmedlem i Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening. 

- Uanset om vi i fremtiden skal ernære verdens befolkning med primært plantebaserede eller animalske fødevarer, så er der nu en gang behov for dygtige landmænd til at producere disse fødevarer, udtaler Ninna Westphael.

- Det handler om at holde fast i de dele af det eksisterende, som giver mening og værdi, men omvendt også om at være parate til at tage initiativ til at gå nye veje. 

"Et scoop'

Hendes nye leder, afdelingschef for Husdyr i Seges Innovation, Kent Myllerup, ser  frem til at få Ninna Westphael ombord:

- Vi har gjort et scoop med ansættelsen af Ninna Westphael: Vores nye fagchef har en formidabel karrieremæssig ballast til at kunne gøre en reel forskel for organisationens interessenter. Det gælder særligt i forhold til de relationelle og udadvendte aktiviteter, strategiske samarbejder og partnerskaber, faglig indsigt og viden om kvægsektoren gennem hele værdi-kæden, projektledelse og eksekvering, siger han.  

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle