Ny leverandørforening får kølig modtagelse hos kommende biogasanlæg i Tønder

Landmændene i den nye Leverandørforening Syd Vest tripper utålmodigt for at levere gylle til biogas. Hos Envo Biogas Tønder er døren dog lukket indtil videre.

Medlemmerne af den nystiftede Leverandørforening Syd Vest kan næsten ikke vente på at komme i gang med at levere gylle, gødning og halm til biogasanlæg i det sydvestlige Sønderjylland.

Det fortæller leverandørforeningens nye formand, frilandsgriseproducent Bo Bejer, Løgumkloster.

- Vores leverandører vil rigtig gerne i kontakt med biogasanlæg, så vi kan få gang i et samarbejde om at lave biogas - både til forbrugerne og til de fabrikker, der bruger biogas. Vi er en voksende kreds af landmænd, der er klar til at levere gylle, dybstrøelse, halm og anden biomasse i det sydvestlige Sønderjylland til gavn for både landmænd og biogasanlæg, siger han.

Rækker hånden ud

Bo Bejer lægger ikke skjul på, at Leverandørforeningen Syd Vest blandt andet meget gerne vil ind i varmen som leverandører til det kommende store Envo Biogasanlæg i Tønder.

Anlægget er efter 10 års vanskeligheder på skinner og anlæggets direktør Bo Asmussen har en klar forventning om at produktionen af biogas kan starte i september.

Men selvom anlægget får brug for betragtelige mængder biomasse har den nye Leverandørforening indtil videre ikke haft held til at få en dialog, endsige et samarbejde med direktøren og biogasanlægget.

Det beklager Bo Bejer.

- Vi rækker hånden ud og vil virkelig gerne have en dialog med Envo Biogas Tønder og direktør Bo Asmussen. Desværre har vi indtil videre banket på en lukket dør. Vi må nok erkende, at situationen er lidt fastlåst.

Ønsker held og lykke

LandbrugsAvisen har spurgt biogasdirektør Bo Asmussen, hvad der skal til, for at han kan forestille sig et samarbejde med den nye leverandørforening. Direktøren lader dog forstå, at det er der ingen planer om og han ønsker udtrykkeligt kun at blive citeret for en enkelt bemærkning:

- Jeg ønsker dem held og lykke med det spændendende projekt, de har gang i.

Konkurrende forening?

I Leverandørforeningen Syd Vest beklager formand Bo Bejer den manglende dialog. Det er hans vurdering, at Envo Biogas Tønder kommer til at mangle biomasse uden bidrag fra de op mod 70 medlemmer af den nye leverandørforening.

Det har biogasdirektøren dog tidligere afvist og nu har Envo Biogas i Tønder ifølge Bo Bejer indkaldt til "ekstraordinær generalforsamling" i den gamle leverandørforening 12. maj, der har ligget stille i årevis.

- Vi synes, det er ærgerligt, at de hellere vil oprette en ny leverandørforening i stedet for at tage en dialog med den, der allerede er stiftet, siger han.

Han bekræfter dog, at der er en interessekonflikt omkring kontrakter: Den nye Leverandørforening Syd Vest har i klare vendinger advaret landmandskolleger mod at skrive under på nye, 10-årige kontrakter med Envo Biogas Tønder.

- De gamle kontrakter er slet ikke tidssvarende, mener Bo Bejer.

Faktaboks

6. april stiftede landmænd i sydvestjyske en ny, stor leverandørforening for landmænd, der vil levere gylle og biomasse til biogasanlæg i området: Leverandørforening Syd Vest.

Opbakningen var stor - 70 af de fremmødte er i følge et referat af mødet interesseret i at blive leverandører.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle