Ny liste: Danske arter er blevet mere truede

Danske plante-, dyre- og svampearter er blevet mere truede. Det viser den nye rødliste fra Aarhus Universitet.

Efter seks års arbejde er forskere nu klar med en ny såkaldt rødliste, der gør status over, hvordan det står til med de danske plante-, dyre- og svampearter.

Overordnet er konklusionen, at arterne generelt er blevet mere truede, oplyser Aarhus Universitet, som står bag rødlisten. Listen er for første gang siden 2010 blevet opdateret.

Universitet oplyser, at der efter nøje analyse af de nye vurderinger ses "en lille - men statistisk signifikant – tilbagegang for de danske arter samlet set".

"Vi kan se en lille tilbagegang for arterne - altså en lille stigning i, hvor truede arterne er. Det er en signifikant stigning, så den er der, selv som den ikke er så stor", siger forsker Jesper Erenskjold Moeslund fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

Minister bekymret

Den opdaterede liste viser blandt andet, at en stor andel af Danmarks bier, padder, edderkopper, græshopper og svampe er i tilbagegang. Det vækker bekymring hos miljøminister Lea Wermelin (S), der mener, at naturen har brug for hjælp.

"Tallene sætter to streger under, at vores natur er i krise. Mange arter er i fare for helt at uddø herhjemme, og over halvdelen af de vurderede fugle er rødlistede som for eksempel viben, blishønen og nattergalen. Der er behov for handling på naturens vegne, så vi kan give en mangfoldig natur videre til de næste generationer", udtaler miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

15 procent er i tilbagegang

Rødlisten er en oversigt over arter, der enten er forsvundet i nyere tid, er i fare for at forsvinde, eller er sjældne.

Af de 10.683 arter, som er vurderet på rødlisten, er 386 arter forsvundet fra den danske natur, 376 er kritisk truede, 663 er truede, 802 er sårbare, 568 er næsten truede.

For 1638 arter er der utilstrækkelige data om udbredelsen, mens 6224 arter vurderes som livskraftige.

Ser man på de aktuelle trends for truede og næsten truede arter, er cirka 2,5 procent af arterne i fremgang, mens lidt over 15 procent vurderes at være i tilbagegang, oplyser Aarhus Universitet.

Omkring 11 procent af arterne er stabile, og for resten af arterne kender forskerne ikke trenden.

Listen omfatter karplanter, svampe, mosser, laver, fugle, pattedyr, fisk, padder, krybdyr, sommerfugle, bier, guldsmede, græshopper, døgnfluer, vårfluer, slørvinger, adskillige grupper af biller, græshopper, svirrefluer og edderkopper.

Dykker man ned i de enkelte artsgrupper, er der en signifikant stigning i truede arter af karplanter, fugle, svirrefluer og snudebiller. Samtidig er der et signifikant fald i truede arter af guldsmede.

Mangler sammenhængende natur

Andelen af rødlistede arter er især stor i skovene og i naturtypen græsland, som er lysåbne, tørre og naturligt, næringsfattige områder.

"Vi har fortsat et tab af levesteder i Danmark. Det gør, at det bliver svært at være arter - især arter, som har særlige krav til levesteder", siger Jesper Erenskjold Moeslund.

Han fortæller, at det korte svar på, hvad der skal gøres for at sikre arterne bedre fremover er mere plads til naturen:

"Der er brug for, at man har nogle større sammenhængende arealer, som naturen kan boltre sig på", siger han.

Biolog Thor Hjaresen fra Verdensnaturfonden, WWF, mener, at den nye rødliste over danske arter bekræfter, at den danske natur befinder sig i en alvorlig krise.

"Vi skal afsætte mere plads til natur – vild natur – uden skovbrug og landbrug. Vi mener, at staten må gå først. Vi foreslår en akutpakke, at statens skovdrift stopper inden 2030, og statsskovene bliver til vild natur", siger han.

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle