Ny maskinhal på 1800 m2 i Gråsten

Gråsten Landbrugsskole bygger ny maskinhal.

Der har netop været afholdt rejsegilde på Gråsten Landbrugsskoles seneste satsning en helt ny topmoderne 1.800 m2 stor maskinhal, der samtidig er tænkt som en undervisningshal.

”Vi har gjort os adskillige tanker omkring, hvad en ny moderne maskinhal skal kunne her på skolen. Vi har, som en af de eneste skoler i Danmark, et fungerende landbrug her på skolen, og derfor skal den nye maskinhal både kunne bruges i praksis og i tæt sammenhæng med undervisningen. Det vil sige, at eleverne vil opleve, at maskinerne kommer direkte ude fra marken og ind på værkstedet for at blive lavet og serviceret, det bliver ikke blot en udstillingshal men et moderne læringsrum,” forklarer Kåre Heide-Ottosen, forstander på Gråsten Landbrugsskole.

Klar til fremtidens krav

Forløbsansvarlig for Grundforløb 1 på Gråsten Landbrugsskole Christian Hofman forklarer, at den nye kombinerede Maskin- og undervisningshal ligger op til en varieret og spændende undervisning med hands on, altså et sted hvor teori afprøves i virkeligheden. Et sted hvor den enkelte elev kan udvikle sig, da fleksibiliteten i de nye lokaler bliver store. Her bliver mulighed for at lave forskellige arbejds- og undervisningsmiljøer, så både nørden kan aktiveres og de mere praktisk anlagte kan udfordres.

”I de nye rammer vil eleverne opleve en virkelig arbejdsplads, og det er helt i tråd med tankerne bag den nye EUD-reform (erhvervsuddannelsesreform), hvor man har indført en ny start på erhvervsuddannelserne, det såkaldte Grundforløb 1 forløb. Her er målet, at de unge skal ud og opleve, hvad det vil sige at arbejde i landbruget og, hvad der kræves for at tage en erhvervsuddannelse. Vores nye hal betyder, at vi er gearet til fremtidens krav, og de nye krav til både Grundforløb 1 og Grundforløb 2. Hallen optimerer forholdene for projektundervisning i særdeleshed på maskinpraktikdelen, men også de øvrige fag vil nyde stor gavn af den. Vi får frigivet 500 m2 isolerede lokaler til undervisningsaktiviteter som for eksempel forsøg med planter og gødskning,” fortæller Christian Hofman.

På Gråsten Landbrugsskole glæder man sig til at låne den nye Maskinhal ud til områdets virksomheder, som for eksempel maskinhandlere, der i samarbejde med skolen fremover ville kunne lave events og udstillinger i den nye flotte hal.

Til rejsegildet kunne Kåre Heide-Ottosen afsløre, at han forventer at kunne tage den nye 1800 m2 store hal i brug i uge 41.

Faktaboks

Gråsten Landbrugsskole tilbyder alle landbrugets uddannelser:

  • Landbrugsassistent
  • Landmand med speciale i husdyr eller planter
  • Studenterforløb
  • EUX-Landbrug
  • Produktionsleder
  • Virksomhedsleder
  • Agrarøkonom

Gråsten Landbrugsskole har 170 årselever

Gråsten Landbrugsskole har sit eget landbrug på skolen med køer, grise og markdrift.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle