Ny millionaftale til Jyden Bur - satser igen på kvæg

Munters og Jyden Bur indgår et nyt samarbejde om ventilations- og klimastyringssystemer til kvægproducenter i Skandinavien og Baltikum. Det er første ryk på en helt ny kvæg-strategi for staldinventarfirmaet.

Jyden Bur A/S, der udvikler og sælger inventarløsninger til svine- og kvægproduktioner, har netop indgået et samarbejde med Munters, verdens største producent af ventilationsudstyr til landbruget.

Aftalen betyder, at Jyden Bur overtager salg, service, montage og distribution af Munters produkter indenfor kvæg-segmentet i Skandinavien og Baltikum. En aftale, der fremover sikrer Jyden Bur en omsætning på et tocifret millionbeløb om året.

Samarbejdet er kommet i hus efter at Munters har besluttet at centralisere og rykke deres administration til Tyskland. Derfor fordeler virksomheden distributionen af deres produkter i norden til en række samarbejdspartnere. Derved overtog KJ Klimateknik for snart tre uger siden forhandlingen af ventilationsløsningerne til de danske æg- og kyllingeproducenter.

"Det er en stor aftale. Vi bliver eneforhandlere af Munters' samlede produktportefølje til kvæg-segmentet - ikke kun i Danmark, men i hele Skandinavien og Baltikum", siger Jesper Bech, der er salgsdirektør i Jyden Bur til landbrugsavisen.dk og fortsætter:

"Vi ved, at det bliver en god forretning, som vil blive noget vi og kvægproducenterne vil drage økonomisk fordel af. Den her aftale kommer til at betyde, at vi vækster yderligere med et to-cifret millionbeløb om året, og at vi skal ansætte nogle flere folk".

kvæg-strategi

Aftalen går godt i spænd med Jyden Burs nye kvæg-strategi. De sidste fem til otte år har virksomheden blandt andet på grund af faldende priser og dårlig købekraft hos kvægproducenterne satset på produkter og salg til svineproducenter.

Men nu skal der igen skrues op for salget til kvægstaldene.

"Alle de seneste opkøb af mindre firmaer vi har lavet, har haft fokus på svinesektoren og eksport af produkter til svinestalde i Asien og Kina", siger Jesper Bech, der har været salgsdirektør i Jyden Bur siden 2000.

"Det er ikke fordi, vi har været væk fra det danske kvæg-marked, men vi har ikke kunnet ligge de kræfter i det, som vi gerne ville. Nu vil vi være stærke på det marked igen".

I starten af april opkøbte Skiold A/S i Sæby Jyden. Det har betydet flere kræfter til Jyden Bur, der nu kan satse mere på kvæg-strategien.

satser på full-line produktion

Overtagelsen af salget af Munters produkter passer godt ind i Jyden Burss kvæg-statsning, da en del af den nye strategi er, at Jyden Bur ikke blot skal levere inventar til kvægstalde - men hele pakken.

"Kunderne efterspørger komplette pakker. Layout- og indretningsforslag, inventar og de mekaniske løsninger såsom ventilationen. Den slags pakker har vi lært at håndtere på grise-delen, men nu skal vi også tilbyde full-line projekter til kvæg-sektoren", siger salgsdirektør Jesper Bech.

Det er med forhåbningen om at gøre købsprocessen nemmere for kvæg- og mælkeproducenterne, at Jyden Bur vil levere totale løsninger.

"Så kan de samle deres køb af båse, gummimåtter, ventilation og de overordnede indretningsplaner ét sted. Det eneste, vi ikke laver, er selve byggeriet. Og det vil vi, fordi vi faktisk bilder os ind, at vi forstår behovene og de udfordringer, som man som producent står med", siger han.

Stærkeste samarbejdspartner 

Også Munters er glad for samarbejdsaftalen, der på trods af flytningen til Horstmar i Tyskland sikrer virksomhedens stærke markedsposition i Skandinavien.

"Med denne aftale har vi fået den stærkeste distributionspartner, der samtidig kender Munters indgående, og som har en solid viden og erfaring med at skabe gode resultater for landmanden med vores ventilationssystemer", lyder det fra Business Unit Manager hos Munters, Hans-Henrik Pedersen i en pressemeddelelse.

Faktaboks

Jyden 

  • Jyden blev grundlagt af Niels Andersen i 1923, som en lille smedeforretning beliggende i Bur, Vestjylland. Foruden det almindelige smedearbejde, gav man sig til at fabrikere staldinventar.
  • I dag er Jyden Bur A/S en af Europas største totalleverandører af staldløsninger til kvæg- og svinestalde.
  • Gennem de seneste år har Jyden udvidet sit geografiske markedsområde og har har etableret salgs- og repræsentationskontorer i Danmark, Sverige, Ukraine og Kina.
  • Den 11. april 2019 blev Jyden medlem af Skiold Group.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle