Ny minister efter minkskandale: Vil genstarte samarbejde med erhvervet

Regeringen har fået hård kritik for ikke at inddrage landbruget i håndteringen af corona i mink. Ny minister er enig og vil genskabe samarbejdet og tilliden.

Landets nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) vil genstarte dialogen og samarbejdet med erhvervet efter minkskandalen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra det nye ministerium, der officielt er blevet oprettet mandag, og som skal være oppe og køre indenfor tre uger.

Her bliver det ifølge den nye minister en vigtig prioritet at genskabe kontakten til erhvervet, fordi dette har haltet i minksagen, lyder analysen fra ministeren.

"Der er uden tvivl begået fejl. De fejl skal vi med sikker hånd rette op på, ligesom vi skal gøre alt for hurtigst muligt at få genskabt tilliden", siger Rasmus Prehn, der har lavet en firepunktsplan for det nye ministerium, hvor et punkt slet og ret hedder:

"En plan for, hvordan dialog og samarbejde med erhvervet genstartes".

det går simpelthen ikke

Så sent som i weekendens udgave af LandbrugsAvisen kritiserer nu tidligere formand i Landbrug & Fødevarer Martin Merrild, at regeringen har forsømt at inddrage erhvervet.

"I Danmark har der altid været tradition for, at når vi har veterinære kriser, så sætter man sig rundt om et bord. Sundhedsmyndigheder, læger, veterinærer og erhverv. Det har der ikke været vilje til her", sagde den tidligere formand i weekenden.

Den Danske Dyrlægeforening har ligeledes kritiseret manglende inddragelse.

Efter at have læst regeringens egen redegørelse af forløbet omkring den manglende lovhjemmel, er minister Rasmus Prehn kommet frem til en lignende konklusion:

"(...)det lyser også i neon for mig, at der kører for mange processer og fagligt forberedende arbejde, som er alt for afkoblet med vores eksterne kommunikation til erhverv og interessenter, til presse og offentlighed og til de politiske processer og politikerne. Det går simpelthen ikke", siger ministeren i pressemeddelelsen.

samle partier

Ministeren vil nu også forsøge at samle Folketinget, der er blivet kraftigt splittet i kølvandet på sagen.

"Landbruget, fiskeriet og fødevaresektoren fortjener et samlet Folketing, der samarbejder om den her dagsorden. Derfor bliver det min opgave i den kommende tid at genopbygge tilliden og samle ordførerne og partier", siger Rasmus Prehn og tilføjer:

"Det er afgørende med et bredt samarbejde, når afgørende opgaver såsom Brexit og en grøn landbrugsreform venter, og derfor vil jeg også prioritere at komme ud i landet og have dialogen direkte med landmændene, fiskerne og det øvrige erhverv".

 

 

 

 

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle