Ny næstformand i Fyns Familielandbrug: "Vi skal samarbejde med de unge"

Merete Hjorth Pedersen vil kæmpe for de mindre og mellemstore landbrug, mere natur, miljø og et stærkt samarbejde med LandboUngdom.

Merete Hjorth Pedersen er et kendt ansigt i Familielandbrugets regi. Gennem cirka 10 år har hun været formand i Fåborgegnens Familielandbrug og har også siddet i Familielandbrugets bestyrelse på landsplan. Da Fåborgegnens Familielandbrug i 2009 fusionerede med Fyns Familielandbrug, trak Merete Hjorth Pedersen sig helt naturligt ud af organisationens arbejde. 

Som hun selv forklarer det, var det politiske virke bare ikke at forene med livet som efterlønner. Nu er hun imidlertid tilbage, da hun 19. marts 2019 blev valgt ind som ny næstformand i Fyns Familielandbrug, efter Allan Mortensen ikke ønskede genvalg. 

Det er på mange måder en kvinde med bred erfaring og meget på hjerte, der indtager næstformandsskabet på Fyn. Merete Hjorth Pedersen har altid været interesseret og engageret i politik både i og uden for landbruget. 

Fokus på ungdom, dyrevelfærd, miljø og de mindre landbrug

Merete Hjorth Pedersen ved endnu ikke præcist, hvad opgaverne som næstformand kommer til at bestå i. Hun håber dog især, at hun vil få mulighed for at udbygge samarbejdet med LandboUngdom, samt fokusere på dyrevelfærd, miljø og gode rammevilkår for de mindre producenter. 

For hende hænger samarbejdet med de unge nemlig uløseligt sammen med en mere bæredygtig produktion, mindre bedrifter og mere natur.

"Familielandbruget kæmper for, at det ikke kun er de store bedrifter, der får lov at overleve," fortæller hun.

"Mit fromme ønske er, at vi snart indser, at mennesket altså kun har en ’vis kapacitet’. Det hele kan blive så stort, at man ikke kan overskue og rumme det, man står midt i. Og hvor længe er det sjovt? Vi skal prioritere dyrevelfærd frem for alt, og vi skal nærmere naturen. Ikke fordi vi skal spole udviklingen tilbage, men fordi landbrugsproduktionen i Danmark skal være i harmoni med dyr, natur og miljø", siger Merete Hjorth Pedersen og fortsætter: 

"De mindre og mellemstore landbrug skal fremadrettet være en betydende del af landbrugsproduktionen, for at fødevareproduktionen bliver mest bæredygtig – også økonomisk set. Samtidig kan det gøre generationsskiftet mere overskueligt, så der kommer flere unge til landbrugserhvervet. I disse år ændrer forbrugerne indkøbsvaner meget hurtigt. Den ændring skal landmændene være meget opmærksomme på og samtidig tilpasse sin produktionsform til. Heldigvis er det en udfordring, som landbruget allerede har stort fokus på", siger Merete Hjorth Pedersen.

Voldsomt pres på Familielandbruget

Der er store og vigtige opgaver at løfte for Familielandbruget. Over hele landet er foreningernes medlemstal faldende. På landsplan er den gennemsnitlige årlige medlemstilbagegang på hele syv procent. 

"Der er et voldsomt pres på Familielandbruget, der blandt andet skyldes landbrugsloven, strukturudviklingen og rammevilkårene. Medlemstallet taler sit tydelige sprog," fortæller Merete Hjorth Pedersen.

"Den helt store udfordring er at gøre de unge landmænd opmærksomme på fordelene ved at starte sin landmandskarriere på en bedrift af overskuelig størrelse. Samtidig skal de unge ind i Familielandbruget. Man skulle jo hellere plukke de unge til næstformandsskabet i stedet for at plukke mig" tilføjer hun smilende.

Det er derfor ikke planen, at Merethe Hjorth Pedersen på sigt skal overtage formandskabet efter Ib W. Jensen i Fyns Familielandbrug. "Jeg skal hjælpe til et par år," fortæller hun. 

Hun erkender da også, at der bliver nogle store sko at udfylde efter Ib Jensen, når den tid kommer.  Forhåbentlig kan et forstærket samarbejde med ungdomsorganisationerne hjælpe generationsskiftet i foreningerne lidt på gled.

 

Faktaboks

  • Merete Hjorth Pedersen er født i 1953 og bor ved Fåborg med sin mand. Hun er tidligere formand i Fåborgegnens Familielandbrug gennem cirka 10 år.
  • Merete og hendes mand har drevet et landbrug med 60 malkekøer frem til 2007. Hun er selv uddannet kemilaborant og har frem til 2007 været medarbejdende ægtefælle i malkekvægsbedriften.
  • Frem til 2013 har hun arbejdet som lønmodtager i butik og i køkken på Den Frie Lærerskole.
  • I fritiden har de slagtekalve og avler dressurheste af racen Dansk Varmblod.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.