Ny og mindre bestyrelse skal styre DLF

Bestyrelsen i DLF fik opbakning til at reducere antallet af bestyrelsesmedlemmer.

Der bliver færre om bordet, når bestyrelsen i frøselskabet DLF fremover skal træffe beslutninger.

Det blev udfaldet, da bestyrelsen fik opbakning fra over 80 procent af de delegerede til ændringer af vedtægterne.

Forslaget gik som de væsentligste pointer ud på at forenkle DLF's valgte organisation ved at reducere antallet af bestyrelsesmedlemmer valgt af frøavlerne fra 9 til 7.

Samtidig blev de to "lag" af bestyrelser i DLF-koncernen reduceret til kun et. Siden 1988 har DLF ellers haft to bestyrelser, i henholdsvis andelslaget DLF Amba, samt forretningslaget i først DLF-Trifolium, nu DLF Seeds.

Fremover skal hele frøkoncernen styres samlet set fra DLF Amba, hvor i alt 12 skal mødes, nemlig 7 andelsvalgte, 2 eksternt valgte samt tre medarbejdervalgte.

Valgte nye repræsentanter

På generalforsamlingen, der foregik ved fremmøde i Nyborg, med brug af mundbind og overholdelse af myndighedernes restriktioner, var der samtidig valg til bestyrelsen. 

Flemming Rod Madsen fra region Nord, samt Lars Erik Garder fra Region Syd blev begge genvalgt. Derudover var der genvalg til de fritvalgte medlemmer, Martin Mogensen og Peter Bagge Nielsen.

Derimod var der kampvalg i den ledige Nord- og Vestsjællands-kreds, hvor Lars Erik Nielsen fra Gørlev og Jens Ellegaard fra Slagelse-egnen begge stillede op.

Her trak Jens Ellegaard de fleste stemmer og er dermed nyvalgt.

Efter valget oplyste formand Christian Høegh-Andersen, at det ellers nyvalgte medlem fra sidste års generalforsamling, Lars Korsholm Hansen fra Stevns har valgt at trække sig af personlige årsager.

Set i lyset af, at bestyrelsen nu skal reduceres i størrelse, har man valgt ikke at benytte muligheden for at lave suppleringsvalg.

Pt. er der nu udpeget to eksterne medlemmer, executive vice president Tina Sejersgaard Fanø fra Novozymes, samt Kim Vejlby Hansen, adm. direktør i Foss. Bestyrelsen har dog åbnet for muligheden for at udvide antallet af eksterne, så der kan udpeges op til 3.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle