Ny prognose: Analytiker skærer yderligere af smågrisepriserne i år

Trods nedjustering af smågrisepriserne i ny prognose fra Danske Svineproducenter ventes 2020 at ende hæderligt.

2020 vil først og fremmest blive husket for rekordnoteringer på smågrise og en efterfølgende nedtur som følge af coronaen, der især pressede efterspørgslen på de tyske slagterier hen over sommeren.

Trods det meget volatile marked for smågrise er der udsigt til et hæderligt år med en puljenotering på omkring 460 kr. og en Nord-West-notering på knap 450 kr. 

Det er meldingen i en ny prisprognose, som Danske Svineproducenters markedsanalytiker, Markus Fiebelkorn, har udarbejdet.

I prognosen har han siden sin seneste prognose fra ultimo juni nedjusteret noteringen for smågrise fra 400 og 390 kr. i 3. og 4. kvartal og samlet 479,95 kr. for året i gennemsnit til 345 og 365. for 3. og 4. kvartal samt 459,75 kr. for hele året. Det er prognosen for SPF-puljegrise.

Den store tyske notering, Nord-West, går fra 395 og 373 kr i 3. og 4. kvartal og et gennemsnit på 467,71 kr. til nu en forventning om 343 og 350 kr. i 3. og 4. kvartal og et 2020, der slutter med en gennemsnitlig notering på 449,09 kr. 

"Selvom Corona havde stor betydning for prisudviklingen i år, så regner vi p.t. ikke med, at den vil spille en større rolle i det kommende år. Da slagterierne regelmæssigt tester deres medarbejdere, forventer vi ikke, at et af de større slagterier midlertidigt skal lukkes igen. Imidlertid er specielt de store tyske slagterier nødt til at reducere deres slagtekapaciteter på grund af de nye afstands- og hygiejneregler. Før corona kæmpede tyske slagterier om slagteklare grise, men nu passer det faldende udbud fint til slagteriernes efterspørgsel på det tyske marked", anfører Markus Fiebelkorn.

Han ser fortsat gode afsætningsmuligheder til Kina, og det er også årsagen til, at han forventer en smågrisenotering omkring 400 kr. på årsbasis i 2021.

Udfordringen er det europæiske hjemmemarked, der bremser en positiv prisudvikling, fordi produktionens omfang er nogenlunde stabil, mens forbruget falder flere steder i EU.

Han ser mange usikkerhedsfaktorer, der kan skade de nuværende forventninger til prisniveauet fremover for smågrise.

"For det første kan coronakrisen vende tilbage og føre til midlertidige slagterilukninger. For det andet kan kineserne genopbygge landets svineproduktion hurtigere, end vi forventer. For det tredje skal vi huske, at ASF lurer i Polen kun 10 km fra den tyske grænse, og den breder sig. For det fjerde kan man ikke udelukke, at Tyskland pludselig afviser danske smågrise, der er kastreret med lokalbedøvelse. Og til sidst skal de almindelige jokere, som f.eks. vejret og valutaudsving nævnes", siger han. 

Forventningen er aktuelt, at smågrisepriserne er forholdsvis stabile frem til november måned, men der kan forekomme udsving som følge af noteringen for slagtesvin.

"Fra medio november til april måned regner vi med det typiske sæsonmæssige opsving på smågrisemarkedet. Imidlertid forventer vi ikke rekordpriser som i begyndelsen af 2020. Usikkerheden er p.t. simpelthen for høj til det. I begyndelsen af andet halvår 2021 starter den sæsonmæssige prisnedtur på smågrisemarkedet typisk igen", siger han.   
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle