Ny regeringsplan kan fastholde økologer

Økologichef i Seges, Kirsten Holst, er glad for, at regeringen vil hjælpe landbrug med at få overblik over deres muligheder som økologer - så de ikke lægger tilbage til konventionel drift.

"Regeringens udspil rummer flere elementer, der kan levere et fint bidrag til at udvikle og styrke produktionen i det økologiske landbrug – og gøre det mere attraktivt for landmænd at vælge økologisk drift."

Det siger Kirsten Holst, økologichef i Seges, tidligere kendt som Videncenter for Landbrug, i en kommentar til regeringens nye økologiplan, der blev præsenteret fredag.

I løbet af det seneste år har økologiske landmænd gået tilbage til konventionel drift. Det kan nyt initiativ modvirker, mener Kirsten Holst.

"Jeg hæfter mig særligt ved, at der er afsat 27 mio. kr. frem mod 2018 til omlægnings- bæredygtigheds- og fastholdelsestjek hos landmændene. Disse tjek er effektive redskaber til at anskueliggøre, hvilke økologiske potentialer, der gemmer sig i de enkelte bedrifter, og kan blandt andet være med til at sikre, at økologiske producenter ikke lægger tilbage til konventionel drift på et forkert grundlag. Jeg ser initiativet som et tiltag, der kan være med til at gøre den økologiske motor i Danmark større," siger Kirsten Holst.

"Samtidig er det positivt, at regeringen ønsker at støtte udvikling af nye, eksperimenterende produktionsformer. Det er også afgørende for at finde nye veje for økologien."

Økologisk svineproduktion har potentiale

Kirsten Holst fremhæver også planen om at effektivisere den økologiske svineproduktion som et positivt tiltag.

"Det er et stort uudnyttet potentiale både produktions- og afsætningsmæssigt i den økologiske svineproduktion. Derfor er det også rigtigt, at man nu tager initiativ til at analysere, hvordan vi kan styrke og gøre produktionen mere effektiv og dermed sikre forbrugerne bedre priser på økologisk svinekød."

"Den udvikling er vi, med den stærke økologi- og svinefaglige viden vi besidder i Seges, klar til at bidrage stærkt og konstruktivt til," siger Kirsten Holst. 

Emneord

økologi

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle