Ny sort gav mest i årets sortsforsøg i rug

Årets sortsforsøg i rug er præget af tørken. Forsøgene er dog et godt værktøj ved valg af rugsort til den kommende vækstsæson.

Ved valg af rugsort til den kommende sæson er det vigtigt at se på sortens udbyttestabilitet gennem en årrække.

Tabellen viser et udvalg af de 18 sorter, der er afprøvet i landsforsøgene. Alle resultater kan findes på www.SortInfo.dk.

De afprøvede sorter er alle hybridsorter, hvoraf nogle sælges som rene hybrider, mens andre sælges i sortsblandinger med 90 procent hybrid og 10 procent. populationssort. Iblandingen af populationssorten skal sikre et tilstrækkeligt niveau af pollen i marken, så infektion med meldrøjer minimeres. I år har infektionen med meldrøjer været meget begrænset på grund af den meget tørre periode omkring rugens blomstring.

Ny sort i toppen

Ved beregning af forholdstal er sorten KWS Livado anvendt som målesort i 2017 og 2018. Med et udbytte på 89,8 hkg pr. hektar har KWS Livado opnået det laveste udbytte i de fem år, den har været med i forsøgene. Udbyttet i 2018 var 11,2 hkg lavere pr. hektar end i 2017.

Det største udbytte på 96,8 hkg pr. hektar er opnået i sorten SU Arvid 90+10% population. Sorten er med i forsøgene for første gang i 2018.

Selvom rug er den mest tørketolerante kornafgrøde, har forsøgene været præget af tørken. Ud af otte anlagte forsøg er der resultater fra syv.

Tre af forsøgene er gennemført både med og uden bekæmpelse af svampe. Sygdomsangrebene i forsøgene har dog været begrænsede, og merudbytterne for svampebekæmpelse er små og ikke statistisk sikre i nogle af forsøgene. Proteinindholdet i rugen er på niveau med tidligere år, og rumvægten er noget højere end sidste år.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.