Ny stor rensdyrflok ramt af tog i Norge

Omkring 80 rensdyr er søndag påkørt af tog i det nordlige Norge. Mange af dyrene måtte aflives på stedet.

Et norsk persontog har søndag påkørt en stor flok rensdyr.

"Vi har fundet omkring 80 af vores rener påkørt. 20 af dem måtte vi aflive, fordi de var så svært skadet", fortæller rensdyrejer Lars Nikolas Kuhmunen til den norske tv-station NRK.

"Vi vidste ingenting om det, før vi læste om det i avisen. Man bliver helt slået ud og deprimeret", siger han.

Ulykken skete i Saltdal i Nordland søndag eftermiddag.

Foruden de omkring 20 dyr, der måtte aflives på stedet, er det uklart, hvor mange af rensdyrene, der blev dræbt af passagertoget.

Det er sket flere gange for nylig, at en større flok rensdyr bliver ramt af et tog i Norge.

I alt er knap 200 rensdyr blevet påkørt og dræbt på den pågældende strækning - Nordlandsbanen - i de seneste uger.

"Det er beklageligt. Der blev ikke varslet om rensdyr på denne del af strækningen", siger områdedirektøren for togselskabet Bane Nor, Thor Brækkan, i en pressemeddelelse.

"Vi er afhængige af at blive varslet fra det distrikt, hvor rensdyrene græsser, hvor dyrene er, for at kunne forebygge påkørsler", tilføjer han.

Påkørslerne skaber stor frustration blandt ejerne af dyrene. De mener, at Bane Nor, der står for togdriften i området, må sætte gærder op for at forhindre flere påkørsler.

/ritzau/NTB

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle