Ny struktur på Østlige Øer vedtaget med stort flertal

Povl Fritzners mangeårige bastion, landboforeningssamarbejdet Østlige Øers Landboforeninger, eksisterer ikke mere. 

Østlige Øers Landboforeninger er ophørt efter gårsdagens årsmøde.

I stedet vil der i nærmeste fremtid blive etableret et fælles, østdansk politik-forum for samtlige østdanske landboforeninger.

Samtidig skal et nyt organ, ØØ, bestyre formue og indtægter fra Roskilde Dyrskue og fra de fem ejerforeninger bag dyrskuet - nu uden at føre politik. 

Det er et faktum efter årsmødet i Østlige Øers Landboforeninger mandag, hvor et stort flertal på 32 for, fire imod og én blank vedtog en ny struktur for samarbejdet mellem landboforeningerne på Østlige Øer.

Povl Fritzner ude

Den 27. årsberetning for Østlige Øers Landboforeninger (ØØL) blev dermed ØØL-formand Povl Fritzners sidste i spidsen for ØØL.

ØØL har under Povl Fritzners  formandskab ofte gjort sig bemærket med erhvervspolitiske initiativer, bl.a. den såkaldte Karrebæk-undersøgelse.

Nedlæggelsen af den 26 år gamle organisation ØØL og Povl Fritzners afsked med den mangeårige magtbastion, skete uden nogen form for ydre postyr eller festlighed  og uden deltagelse af pressen.

Årsmødet var på grund af corona lukket for pressen - men dog ikke for andre gæster.

Flere vil være med

Povl Fritzner ønsker i dag ikke at kommentere den nye struktur, men vedtagelsen af den ny struktur glæder  Anders Mortensen, formand for Odsherred Landboforening, som har været pennefører for den arbejdsgruppe, som har udtænkt modellen uden offentlighed om processen.

Anders Mortensen ser frem til, at Landbrug & Fødevarers Region Øst fremover vil tale og agere mere i fællesskab og med styrket kraft.

Han glæder sig desuden over, at han allerede har fået et par henvendelser fra yderligere to organisationer, som ønsker at være en del af det kommende østdanske samarbejde.

"Det, at vi ændrer struktur og får større pondus, betyder, at andre organisationer allerede nu kan se sig selv i det her - de synes, det er fantastisk", siger Anders Mortensen. Han vil ikke afsløre hvem, der er tale om på nuværende tidspunkt, men tanken er, at det nye politikforum skal være åben for alle organisationer, som det giver politisk mening at samarbejde med

Første møde

I følge Anders Mortensen vil der kort efter delegeretmødet 4. november blive indkaldt til møde om det nye Politiske Koordinationsforum, som efter planen fra start skal omfatte i alt syv landboforeninger.

Det vil sige foruden de nuværende fem ØØL-foreninger Gefion, DLS, Odsherreds Lbf., Landøkonomisk Selskab og Østdansk Landboforening, også Nordsjællands Landboforening og Bornholms Landbrug & Fødevarer.

Lars Jonsson, Nordsjælland har allerede givet tilsagn om at deltage i det østdanske politik-forum, mens Lars-Ole Hjorth-Larsen, Bornholms Landbrug & Fødevarer, ønsker at se et konkret oplæg, før han udtaler sig.

ØØ-formand

Det nye organ Østlige Øer (ØØ) - "Pengetanken" -  har allerede fået sin første formand:

Det er Torben Hansen, som i forvejen er formand for regionens største landboforening Gefion, for rådgivningsvirksomheden VKST og for L&F Planteproduktion.
Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra Torben Hansen.

Hvem, der skal stå i spidsen som formand for det nye Politiske Koordinationsforum er p.t. ikke helt afklaret. Anders Mortensen, Odsherred Lbf. mente i sidste uge, at den, der vælges på et regionalt mandat til primærbestyrelsen fra Østdanmark, er 'født' formand for det nye forum.

Efter mandagens årsmøde er han knap så skråsikker og dermed kan det se ud til, at der er elementer af både magtkamp og modernisering i den nye konstruktion.

"Principielt er det ikke noget, jeg afgør, men noget, der skal afgøres af det politiske forum selv", siger Anders Mortensen.

Deltagererne bliver én fra hver forening - muligvis to fra Gefion.

Povl Fritzner har oplyst, at han ved delegeretmødet igen i år er kandidat til det regionale, østdanske mandat, som han har haft i 30 år.

Lars Jonsson fra Nordsjællands Landboforening går efter et frit mandat og stiller ikke op imod Povl Fritzner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle