Ny teknik giver mere biogas

På Agromek fremviser Assentoft Silo deres nye teknologi, der kan øge biogasanlægs produktion og spare transport.

En ny teknik fra Assentoft Silo er kåret som en trestjernet nyhed på Agromek 2018.

Teknikken er udviklet af firmaet Advanced Substrate Technologies i Foulum, der er et selskab under Assentoft Silo.

Der er to trin i processen: neddeling og ammoniak-behandling (N-steaming).

"Gennem en neddeling og findeling af fx halm og græs, som vi efterfølgende kører gennem en matrice, kan vi øge gasudbyttet 30-40 procent", fortæller Svend Hoff, Assentoft Silo.

Findelingen har størst effekt, jo sværere tilgængeligt biomassen er. Hvis udgangspunktet er det Svend Hoff kalder "brugt halm" som fx. er dybstrøelse eller vådt halm, bliver effekten af findelingen størst.

"Metoden giver et stort udbytteløft til svære biomasser som vådt halm, der ellers er svært at anvende", forklarer Svend Hoff.

Bruger man oveni findelingen også processens trin to, N-steaming, stiger gasudbyttet yderligere.

N-steaming svarer stort set til det, der sker med halm ved en ammoniakbehandling, nemlig at halmens fibre åbnes og bliver lettere tilgængeligt.

"Denne proces øger yderligere gasudbyttet 25 procent", lyder det fra ingeniøren.

Større kapacitet

Hvis biomassen gennemgår begge processer før det pumpes ind i biogasreaktoren, øger det biogasanlæggets produktion, uden at reaktoren udvides.

Men det kan også spare transport. Der er nemlig mulighed for at udstyret til neddeling kan flyttes derhen, hvor halmen er opbevaret. Efter processen fylder halmen kun omkring det halve.

"På den måde ligger der også en stor besparelse på transportdelen", tilføjer Svend Hoff.

Forsøgsanlæg Foulum har en demo-udgave af anlægget, og selve udviklingen af udstyret fra Advanced Substrate Technologies er støttet fra EU med 2,5 mio. euro gennem Horizon 2020.

Emneord

agromek

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle